Nyhed

Salman Rushdie: »Verden minder mere og mere om en dårlig opera«

Salman Rushdies anmelderroste og prisnominerede roman ‘Klovnen Shalimar’ har netop haft verdenspremiere som opera i St. Louis. Handlingen åbner med et mord i Los Angeles og fortæller i tilbageblik om baggrunden for det i 1960’ernes Kashmir. Om hvordan forsmået kærlighed fører til et drab, der fejlagtigt bliver tolket som et terrorangreb. Forfatterens pointe er, at voldelige handlinger i en del af verden nogle gange skal forklares med hændelser i den modsatte ende af verden.

I et interview med det amerikanske radionetværk NPR fortæller Salman Rushdie om, hvorfor han stadig ser det tema som vigtigt i dag, 10 år efter han skrev romanen:
»Det føles endnu mere aktuelt i dag end dengang. Konflikter på tværs af kloden er jo ikke ligefrem forsvundet. Om noget, er de bare taget til. Verden synes i stigende grad at vise sig fra sin værste side. Mere og mere viser den sit sande ansigt, og minder mere og mere om en dårlig opera«.

Rushdie har selv været dybt involveret i omarbejdningen fra roman til libretto men var ikke selv til stede i Opera Theatre of St. Louis til premieren på grund af hans ældste søns bryllup. Han har dog planer om at se en senere forestilling. Komponisten Jack Perla har skrevet musikken, og Rajiv Joseph er librettist. Forestillingens instruktør er James Robinson. Jayce Ogren dirigerer, og hovedpartierne som Shalimar og hans livs kærlighed, Boonyi, bliver sunget af Sean Panikkar og Andriana Chuchman.

Foto: Ken Howard / Opera Theatre of St. Louis

Læs også: Filminstruktøren Sofia Coppola er et hit i Roms Opera

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER