Nyhed

»Sangere manglede ild i øjnene«

Den Jyske Operas chef, Philipp Kochheim, får på puklen efter udtalelser om kvaliteten af danske operasangere til ‘Sceneliv’, Dansk Skuespillerforbunds tidsskrift.
»Uklædeligt« lyder det fra medlemmer af Skuespillerforbundets Operaudvalg. Også fra chefkollega Michael Bojesen, Malmö Opera, lyder der kras kritik af Kochheims synspunkter.

I et interviewet i ‘Sceneliv’ fortæller Kochheim om en stor audition, han holdt ved sin ankomst til Jyske Opera sidste år, for at se »hvad der var på markedet«:
»Hvis man kigger i vores nye katalog, så kan man konkludere, at jeg ikke kun har valgt danske sangere. Det har noget at gøre med, at det sociale system er så fantastisk her, at sangerne måske ikke er så sultne som andre steder. Jeg mødte mange gode sangere, men nogle af dem manglede ild i øjnene«.
»…for et ungt og kunstnerisk talent, eller en sangstuderende, kan der nogle gange være noget godt i det der med ikke at vide, hvor man får huslejen fra i næste måned«, lød det fra den tyske operachef.

De udtalelser er ikke faldet i god jord hos Operaudvalget, der langer ud efter operachefen:
»Kochheims glorificering af den “sultne” sanger i sidste nummer af ‘Sceneliv’ er uklædelig. Med den holdning stiller han spørgsmålstegn ved den danske model og udviser som chef et syn på magtforhold, vi må tage afstand fra«.

Chef for operaen i Malmø og tidligere direktør for Copenhagen Opera Festival, Michael Bojesen, deler ikke Kochheims syn på rekrutteringen til den danske operascene og synes, at han rammer ved siden af:
»Jeg synes, det er noget sludder. At man, hvis man har det for godt økonomisk, sikkert ikke er sulten kunstnerisk. Det er et gammel romantisk billede af, at kunsten kun trives på et kvistværelse i kulde«, siger han i en kommentar til DR.

Efter polemikken har Kochheim valgt at nuancere synspunkterne fra artiklen i Sceneliv:
»Selvfølgelig ønsker jeg slet ikke at have sultende kunstnere, det er latterligt. Det sagde jeg ikke, og det mente jeg ikke. Lige nu føler jeg, det bare handler om at smide mudder rundt og være såret og fornærmet«, siger han til DR og tilføjer, at udtalelserne faldt efter én audition i den allerførste uge han tilbragte i Danmark.
»Siden har jeg fundet mange fantastiske nye sangere, som jeg arbejder med nu og skal arbejde med i fremtiden. Måske finder vi til sidst ud af, at det ikke var, som jeg troede, måske var jeg totalt forkert på den«, udtaler han til DR.

Foto: Ditte Chemnitz

Læs også: Operafestival udskiftes med operahus

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER