Nyhed

Skarp kritik af Gramophone pris

»Gramophone underskriver en dødsattest«. Så skarpt formulerer Norman Lebrecht sin kritik af et af verdens mest ansete musikmagasiner for klassisk musik, engelske Gramophone, i forbindelse med dets årlige prisuddeling d. 17. september.

I en leder på sit website Slipped Disc langer blogholderen og musikkommentatoren ud efter Gramophone for posthumt at tildele prisen for årets udgivelse til Lucerne Festivalorkestret og chefdirigenten Claudio Abbado, som døde i januar sidste år.

Prisen blev givet for indspilningen af Bruckners 9. symfoni, som blev optaget i rækken af de sidste koncerter Abbado nåede med orkestret kort tid inden hans død. Med dette valg beskylder Lebrecht Gramophone for at være tunnelsynede og tilbageskuende og mener, at det er symptomatisk for den etablerede klassiske musikindustris krise.

Lebrecht finder at tildelingen er en direkte fornærmelse mod alle nulevende kunstnere og opfordrer branchens dødekult til at stoppe gravrøveriet. Cd’en fik også prisen som årets orkesterværk.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER