Nyhed
Snigløbet Luisi siger op som juryformand
21. februar 2018
21. februar 2018
Blot to måneder før deltagerne skal på scenen og dyste, må den internationale violinkonkurrence Premio Paganini i Genova i huj og hast nu se sig om efter en ny juryformand. Fabio Luisi, som har haft posten siden 2014, har sagt op efter en kontrovers med byens kulturborgmester Elisa Serafini, der efter sin udnævnelse sidste sommer har besluttet sig for at skifte det meste af Luisis priskomité ud.
For at sikre en fair bedømmelse i konkurrencen havde Fabio Luisi sammensat juryen af uvildige dirigenter, musikere og anmeldere, men Serafini mente, at det var tid til at få større musikalske navne ind for at skabe mere international opmærksomhed om konkurrencen. Og udvælgelsen af de nye jurymedlemmer er i Luisis øjne så problematisk, at han ikke længere kan stå inde for kvaliteteten af konkurrencen.
»Jeg må sige, at jeg er ked af det. Jeg elsker Genova, og jeg elsker Paganini«, siger Fabio Luisi til den italienske avis Repubblica efter sin beslutning om at forlade konkurrencen.
Specielt kritisk var Luisi over, at den nye borgmester havde udpeget den russiske violinist Zakhar Bron. 70-årige Bron, der leder sin egen musikskole i Zürich, er en kontroversiel figur i konkurrenceverdenen, hvor han som jurymedlem jævnligt er blevet mødt med beskyldninger om nepotisme. I løbet af få år har Zakhar Bron, ifølge Slipped Disc, været med til at udpege sine egne elever som vindere ved konkurrencer i Sofia, Monaco, Lublin og Shanghai.
Foto: Monika Rittershaus / Opernehaus Zurich
FLERE NYHEDER