Isbryderen | Interview Martin Fröst

Klarinettisten Martin Fröst leder konstant efter nye måder at udfordre den klassiske musik på. Han iklæder sig gerne kostumer og danser mens han spiller, og holder sig ikke tilbage for at improvisere under sin koncertoptræden.

Dansen, som energibundet Fröst mestrer, og det med at iføre sig masker og ’performe’ er det, han er blevet kendt for, så det er oplagt, at begynde med at tale om det. Men for Martin Fröst er det magtpåliggende lige at få sat på plads, at performance kun udgør en del af hans arbejde.
»Hvert år laver jeg 100 koncerter, og hvert år uropfører jeg én ny klarinetkoncert. I år er det Kalevi Ahos, som jeg uropførte i London i april, og som jeg nu spiller med Sveriges Radios Symfoniorkester. Så laver jeg ét nyt kammermusikprojekt, hvor jeg afprøver nye eksperimenter med koncertformen. I år hedder projektet ’Voices and Wings’. Det er sat sammen af Schumannstykker. Mellem hvert Schumannstykke spiller jeg et stykke moderne musik inspireret af fugle: Messiaen, Ravel, Hillborg – en svensk komponist – og så har det en speciel lyssætning og koreografi. Men mere speciel er jeg heller ikke«.
Men du er ikke desto mindre blevet kendt for at stå på rulleskøjter og for at spille med maske på?
»Ja, det er rigtigt. Men det er vigtigt for mig, at der altid er en balance mellem eksperimenterne og det traditionelle«, betoner Fröst, mens han lader de blå, bestemte øjne trænge helt ind i mine. »I offentligheden og i medierne fylder det eksperimentelle vældig meget. Det er også vigtigt, for det er meget inspirerende for mig at fortælle på nye måder. At gå i spidsen for nye idéer. Men min idé er, at jeg, når jeg besøger en by, gerne laver ét projekt, som er nyt, og så en klassisk recital med kammermusik. Sådan bliver det også i København, når jeg besøger jer til marts. Jeg laver mit ’B.A.C.H.-projekt’, som er meget nyt, og så spiller jeg en klassisk recital med en strygekvartet. Det er et koncept, jeg kan lide. Dermed får publikum en bredere kontakt med mig som kunstner«.

(Læs hele interviewet i klassisk nr. 4)

Tekst: Thomas Michelsen; foto: Per Morten Abrahamsen