Nyhed

Sonys tredie supertenor bliver Roberto Alagna

Sony Classical har signet Roberto Alagna, som dermed bliver den tredie supertenor i selskabets stald sammen med Juan Diego Flórez og Jonas Kaufmann. Den 53-årige sanger har skrevet under på »en langvarig kontrakt med mange albums«. Ifølge planen skal den første udgivelse være på gaden til næste år.

»Ikke bare har Roberto været en af de største operasangere igennem mange år. Han har også vist sin gennemslagskraft med en sjælden egenskab i den klassiske verden – evnen til at skabe musik på tværs af genreskel. Ikke ved at udviske genrerne men ved at flette dem på nye, overraskende måder og altid med den højeste kvalitet«, siger Sony Classicals nye direktør, Bogdan Roscic, om supertenoren i en pressemeddelelse.

Roberto Alagna har et repertoire, der spænder over 60 forskellige operaroller, og han er én af pladebranchens bedst sælgende klassiske kunstnere med 5 millioner solgte albums alene i Frankrig.

Med skiftet til Sony forlader Alagna den anden helt store spiller på det klassiske marked, Universal, hvor han i mange år har indspillet for både Decca og senest Deutsche Grammophon. Med trioen Algana, Kaufmann og Flórez har Sony nu fået sin egen nutidige pendant til Universals tidligere supersælgende ‘De Tre Tenorer’ med Pavarotti, Domingo og Carreras.

Foto: Jean-Baptiste Millot

Læs også: Juan Diego Flórez: »Studieindspilninger er en anderledes måde at udtrykke sig på«

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER