Nyhed

Spanien åbner grænserne for Brexit-ramte musikere og ensembler

Spanien åbner grænserne for Brexit-ramte musikere og ensembler | Magasinet KLASSISK

Brexit-trængte engelske solister og orkestre får det fremover lidt lettere, når de skal turnere på de spanske scener. Den engelske kulturminister, Nadine Dorries, meddelte i sidste uge på Twitter, at den spanske regering har besluttet at lempe kravene om visum for musikere, der er på turné i landet i under 90 dage.

»Virkelig gode nyheder. Vi har arbejdet tæt sammen med den spanske regering for at gøre det lettere at turnere – og de har netop bekræftet, at musikere ikke længere har brug for visum for at tage på kortvarige turnéer. 21 medlemsstater tilbyder nu visum- og tilladelsesfri adgang til turnerende kunstnere. Seks mangler fortsat«, skriver den engelske kulturminister i tweetet.

Aftalen giver dog ikke de turnerende kunstnere frit lejde. Den fjerner nemlig ikke de alvorlige, bureaukratiske benspænd, i EU’s cabotage restriktioner for turbusserne, der skal fragte musikerne rundt, samt godskørsel af orkestergrej. Hverken i Spanien eller andre EU lande.

Øverste chef for brancheorganisationen UK Music, Jamie Njoku-Goodwin, beskriver Spaniens lempelser som en »stor sejr« og et første skridt i den rigtige retning, skriver The Guardian.

»Den spanske regerings ophævelse af visumrestriktioner er et yderst velkomment tiltag. Det er dog vigtigt at huske, at der stadig er store problemer… Vi vil fortsætte med at lægge pres på regeringen herhjemme og på EU-landene for at fjerne alle de dyre og bureaukratiske restriktioner, der stadig gælder, når det handler om at rejse rundt i EU«, siger han til avisen.

En af de væsentlige konsekvenser af Brexit benspændet er begrænsningen af de engelske orkestres mulighed for at spille ved de mange europæiske musikfestivaler i løbet af året. Flere af festivalerne har været ude at sige, at blandt andet udgiften til visa for de mange musikere i et stort symfoniorkester helt vil afholde dem fra at booke de engelske ensembler.

Flere af den engelske musikbranches organisationer har, siden Brexit blev virkelighed fra årsskiftet, råbt op om, at den nye mur af papirarbejde og gebyrer, er til stor skade for musiklivet, som i forvejen er hårdt ramt af coronakrisen. I stedet for uklare aftaler og lappeløsninger ønsker man, at branchen bliver hjulpet med en permanent visumfritagelse, en såkaldt Visa Waiver Agreement, i hele EU.

Læs mere: Cellostjerne får annulleret pas kort før turné

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER