Nyhed
Stjernemusikere i åbent brev: »Stop krigen«
30. marts 2022
30. marts 2022
En række af verdens største klassiske musiknavne har sat deres signatur på en online underskriftsindsamling, der opfordrer til at stoppe både krigen i Ukraine, såvel som den generelle boykot mod russiske og hviderussiske kunstnere, skriver The Strad.
Indsamlingen begyndte på månedsdagen for den russiske invasion og har siden cirkuleret blandt nogle af verdens førende musikere, der alle fordømmer Putins krig og støtter de mange kunstnere i Ukraine, som er blevet ramt af den.
Mere end 600 kunstnere har foreløbigt underskrevet indsamlingen, deriblandt stjernestrygere som Leonidas Kavakos, Viktoria Mullova (foto), Frank Peter Zimmermann, Isabelle Faust, Nicola Benedetti, Christian Tetzlaff og Patricia Kopatchinskaja.
Det åbne brev, der følger underskriftsindsamlingen, støtter de sanktioner og det massive diplomatiske pres, der bliver lagt på Putins regime, men advarer samtidigt mod blindt at udelukke alle russiske og hviderussiske musikere fra den internationale musikscene.
I opfordringen til at droppe den generelle udelukkelsespolitik overfor kunstnerne fra de to lande kan man læse følgende:
»Ikke alle russere og hviderussere, og slet ikke alle kulturpersoner i disse to nationer, støtter denne forfærdelige invasion. Derfor finder vi det uretfærdigt at fordømme russere eller hviderussere for diktatorens og hans følgeres handlinger uden direkte beviser for deres støtte.
Som vi har set det for nylig, kan det umuligt lade sig gøre at udelukke en kunstner fra en forestilling på grund af hans eller hendes nationalitet og samtidig undgå at skade den enkelte kunstner personligt. Nationalitet bør ikke betyde noget – ingen skal være nødt til at begrunde deres oprindelse eller nationalitet.
Ikke alle føler sig i stand til at komme med en klar erklæring imod Putins regime, fordi et sådant standpunkt kan skade personen selv eller deres kære, venner og arbejdskolleger i Rusland eller Hviderusland. Mange af dem føler sig lige nu som gidsler i deres egne lande.
Alle kunstnere, der fordømmer denne ulovlige krig og undlader at støtte det ansvarlige regime, hvad enten de gør det offentligt eller privat for at undgå gengældelse, skal have lov til at fortsætte deres kunstneriske virke og dermed bekræfte det universelle budskab om fred«.
Foto: Benjamin Ealovega
Du kan læse brevet i dets fulde længde og selv skrive under hér
FLERE NYHEDER