Nyhed

Stjernerne i kø til Tysklands største musikpris

Opus Klassik - Stjernerne i kø til Tysklands største musikpris | Magasinet KLASSISK

Ved søndagens uddeling af Tysklands største klassiske musikpris, Opus Klassik, stod stjernerne i kø på scenen i Konzerthaus Berlin, både for at optræde og for at afhente deres trofæer. I alt blev op mod 45 vindere udpeget i 25 forskellige kategorier af en jury, der består af repræsentanter fra musik- og mediebranchen.

Blandt eftermiddagens topscorere var tenoren Jonas Kaufmann, der kunne gå tilfreds hjem efter at have modtaget to priser. Den første var soloprisen som ‘Årets mandlige sanger’ for udgivelsen ‘Liszt – Freudvoll und leidvoll’, mens nummer to var en ensemblepris med Bayerisches Staatsorchester i ‘Årets operaudgivelse’.

I samme kategori gjorde den fransk-italienske mezzosopran Lea Desandre (foto) ham kunsten efter. Prisen for ‘Årets operaudgivelse’ blev delt med Wiener Filharmonikernes udgivelse af Mozarts ‘Così fan tutte’, og samtidig tog hun prisen ‘Årets kvindelige sanger’ for barok-udgivelsen ‘Amazone’.

Andre store priser gik til pianist Beatrice Rana (‘Årets instrumentalist’), pianist Igor Levit (‘Årets solo-instrumentale udgivelse’), sangerne Joyce DiDonato og Christian Gerhaher (begge i ‘Årets solo-vokale udgivelse’), Vladimir Jurowski (‘Årets dirigent’) samt Renaud Capuçon og Orchestre de Chambre de Lausanne (‘Årets koncert udgivelse’). Den ukrainske komponist, 85-årige Valentin Silvestrov, fik overrakt en ærespris for sit livsværk af den tyske kulturminister, Claudia Roth.

Ved prisceremonien optrådte Konzerthausorchester Berlin og dirigent Krzysztof Urbanski blandt andet med Joyce DiDonato, Jonas Kaufmann og Igor Levit som solister.

En anden deltager var den tyske rapper Danger Dan, der sendte en hilsen til Igor Levit, som fik redaktionen på tv-stationen ZDF til at kløjes i kaffen. I afslutningen på talen langede rapperen, ifølge mediet Netzpolitik, ud efter blandt andet det højre-ekstremistiske parti Alternative für Deutschland (AfD):

‘Årets solo-instrumentale udgivelse’ gik til pianist Igor Levit for albummet ‘On DSCH’ | Foto: Felix Bröde

»Jeg vil gerne, ganske enkelt for at gøre Igor glad, afslutte denne lovprisning med en besked til alle antisemitter, racister, antifeminister og AfD-sympatisører derhjemme foran fjernsynet: I er total idioter«.

Det fik ZDF til at bortredigere den del af transmissionen, der bagefter blev lagt op i deres mediebibliotek. Censuren mødte dog kritik, og ZDF har efterfølgende lagt en uredigeret udgave af talen op med en forklaring om, at der var tale om »en redaktionel fejl«.

Levit, der er kendt for ikke at lægge skjul på sine politiske holdninger, sikrede sig dagen efter, at den ucensurerede udgave også blev offentliggjort på Twitter med denne besked:

»For fuldstændighedens skyld er her den del af hyldesten, der blev forkortet i går af Opus. God aften!«.

Foto: Julien Benhamou / Parlophone Records Limited

Læs mere: Hans Abrahamsens ‘Snedronningen’ vinder Gramophone Award

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER