Nyhed

Stradivarius lydprojekt lammer hel bydel i Cremona

I Cremona lå gaderne øde hen i januar, og det var ikke bare fordi, der har været håndbold-VM i TV. Museo del Violino, violinmuseet i Stradivarius’ hjemby, har kastet sig ud i et projekt, hvor samtlige toner fra fire udvalgte strygeinstrumenter af byens berømte violinbyggere skal optages digitalt og gemmes i en database til eftertiden.

Og det er ikke bare noget, man lige gør. Stramme akustiske forholdsregler og omfattende sikkerhed besværliggør projektet. Alt sammen for at få den perfekte lyd i kassen uden, at de hundedyre antikke strygere lider overlast. Det har fået Cremonas borgmester, Gianluca Galimberti, til at spærre hele området omkring Museo del Violino af i fem uger og henstillet til byens borgere om at dæmpe sig.

»Gaderne omkring museets koncertsal er alle lavet af brosten, et akustisk mareridt. Selv den mindste lyd sætter gang i vibrationer, der løber under jorden og giver resonans i mikrofonerne, hvilket gør optagelserne værdiløse. Valget stod mellem at lukke hele området ned eller at kaste en hvid pind efter indspilningen«, siger Leonardo Tedeschi, en af de to idémænd bag projektet til New York Times

Arbejdet med at skabe ‘Stradivarius Sound Bank’ har været under vejs i lang tid oplyser hans makker, Thomas Koritke, en tysk lydtekniker:
»Det tog os et par år at overbevise museet om at lade os bruge de 500 år gamle strygeinstrumenter. Derefter skulle de finde topmusikere, der kendte instrumenterne indgående. Og så skulle akustikken i koncertsalen, der er designet til lyden af instrumenterne, også undersøges«.

I løbet af januar spiller to violinister, en bratschist og en cellist sig igennem hundredvis af skalaer og arpeggioer ved hjælp af forskellige teknikker med både bue og fingerspil. 32 ultra-sensitive mikrofoner er opstillet i museets koncertsal for at indfange tonerne til den nye database, som er den cremonesiske borgmesters stolthed.
»Vi er den eneste by i verden, der bevarer både instrumenterne og deres stemmer. Dette er et helt ekstraordinært projekt, der skuer ud i fremtiden, og jeg er sikker på, indbyggerne i Cremona vil forstå, at nedlukning af området var uundgåeligt«, siger han.

Det er ikke kun udenfor museet, omgivelserne er blevet tæmmet. Også inde i museumsbygningen er der taget skarpe tekniske forholdsregler for at optimere indspilningen. Al elevatorkørsel er indstillet, og i selve koncertsalen, hvor optagelserne foregår, er ventilationen slukket og alle el-pærer skruet løs for at undgå den sagte brummen fra spændingen.a

Læs også: Stradivarius’ skove ødelagt af storm

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER