Nyhed

Susanna Mälkki rygtes som ny chefdirigent for New York Filharmonikerne

Susanna Mälkki rygtes som ny chefdirigent for New York Filharmonikerne | Magasinet KLASSISK

Få uger inden hun debuterer i Carnegie Hall med New York Filharmonikerne har den finske dirigent Susanna Mälkki meddelt, at hun ikke forlænger kontrakten som chefdirigent for Helsinki Philharmonic Orchestra, når den udløber i 2023. En klausul i kontrakten gav ellers Mälkki muligheden for at forlænge med to år. Den ønsker hun ikke at bruge, men hun bevarer kontakten til orkestret som dirigent emeritus.

Når Mälkki træder op med New York Filharmonikerne torsdag aften i byens berømte koncertsal, er det næsten syv år siden, at orkestret sidst spillede i Carnegie Hall. Her vil Mälkki føre filharmonikerne gennem blandt andet Sibelius’ femte symfoni.

I en ny portrætartikel – i anledning af debuten – nævner New York Times hende som den stærkeste kandidat i New York Filharmonikernes jagt på en ny chefdirigent til at tage over efter Japp van Zweden, der stopper om to år. Avisen fremhæver Mälkkis faglige og kunstneriske kvalitet som en af verdens mest efterspurgte dirigenter men også den påfaldende kendsgerning, at ingen af de 25 største amerikanske orkestre i dag har en kvinde som chefdirigent.

En anden faktor spiller også ind, ifølge avisen. Nemlig Mälkkis personlige relation til New York Filharmonikernes direktør, Deborah Borda. De to kender hinanden godt fra LA Phil, hvor Borda er tidligere topchef og Mälkki har været 1. gæstedirigent siden 2016. Dirigentens ekstraordinært dybe forbindelse med musikken gjorde et uudsletteligt indtryk på Borda, som giver denne karakteristik af den 52-årige finne:

»Hun er meget lidenskabelig, men det er en stille lidenskab, en stille karisma. Det er betagende. Mere end en ydre manifestation er den som en blomst, der åbner sig«, siger hun til New York Times.

Bordas efterfølger i Los Angeles, den nuværende direktør Chad Smith, er enig i hendes vurdering og tilføjer, at Susanna Mälkki bør stå øverst på ethvert orkesters ønskeseddel.

Mirga Gražinytė-Tyla og Gustavo Dudamel har tidligere været nævnt som mulige efterfølgere til van Zweden, men Mirga har netop valgt at drosle ned for ansvar og arbejdsbyrde hos Birmingham Symphony Orchestra, og Dudamel har i forvejen hænderne fulde i LA Phil og på den nye post som Pariseroperaens chefdirigent. Også i det lys står den finske dirigent stærkest som kandidat til at blive New Yorkernes næste chef-indpisker, mener avisen.

Foto: Chris Lee / New York Phil

Læs mere: Susanna Mälkki får Nordisk Råds Musikpris 2017

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER