Nyhed
Svensk dirigent siger op i protest mod krav om vaccine
23. august 2021
23. august 2021
Dirigent ved San Francisco Symphonys kor igennem 14 år, svenskeren Ragnar Bohlin, meddeler, at han trækker sig fra sin stilling på grund af orkestrets nyligt indførte vaccinekrav til medarbejderne.
Dirigenten har på sociale medier givet udtryk for sin indædte modstand mod corona vaccinerne og luftet teorier om, at de kan føre til alvorlig sygdom. En talsperson fra San Francisco Symphony, bekræfter Bohlins opsigelse overfor avisen San Francisco Chronicle.
Avisen har fået følgende kommentar fra Bohlin selv:
»Jeg har med en stigende bekymring observeret bevægelsen hen mod coronapas. Jeg er ked af at se San Francisco Symphony bøje sig for disse krav og dermed fratage medarbejderne deres grundlæggende rettigheder til privatliv, kropslig autonomi og informeret samtykke«.
Ragnar Bohlin begyndte som kordirigent ved San Francisco Symphony i 2007 og opnåede sammen med koret i 2014 at få en Grammy for ‘Bedste koroptræden’ med indspilningen af Mahlers symfoni nr. 8. Dirigenten er også stifter og kunstnerisk leder af kammerkoret Cappella SF, som han har indspillet fire cd’er med. Den 56-årige svensker har været hyppig gæstedirigent ved og udgivet med Sveriges Radiokor, og i 2018 debuterede han hos BBC Singers i London.
I San Francisco Symphonys pressemeddelelse om Bohlins fratrædelse skriver direktør Matthew Spivey:
»I sine fjorten år som kordirigent har Ragnar været en vital del af San Francisco Symphonys kunstneriske ledelse. Han er en begavet og udtryksfuld musiker og har ledet San Francisco Symphony Chorus gennem utallige kunstneriske bedrifter og mindeværdige forestillinger. Han vil blive savnet meget, og vi ønsker ham alt vel, når han tager hul på sit næste kapitel«.
Foto: PR
Læs mere: Tyske orkestermusikere nægter at lade sig coronateste
FLERE NYHEDER