Nyhed

Sydney Symphony Orchestra udnævner første kvindelige chefdirigent

Sydney Symphony Orchestra udnævner første kvindelige chefdirigent | Magasinet KLASSISK

Det australske symfoniorkester, der har hjemme i Utzons operahus, har udpeget Simone Young som ny chefdirigent. Young har i mere end ti år tegnet en markant profil som chefdirigent for Staatsoper Hamburg og er en af de første store kvindelige dirigenter på den internationale scene. Nu bliver hun den første kvindelige chefdirigent for Sydney Symphony Orchestra, skriver avisen Sydney Morning Herald.

»Jeg er begejstret over at få denne rolle hos Sydney Symphony Orchestra. Som orkester er det blandt verdens fineste. Siden min første optræden med Sydney Symphony for 23 år siden, har jeg været vidne til dets enestående kunstneriske udvikling«, siger Young i en pressemeddelelse, hvor man også kan læse en begejstret udtalelse fra orkestrets direktør, Emma Dunch:

»Simone Young er en af Australiens største eksportvarer indenfor musikken. Simone kommer til Sydney Symphony med et ekstraordinært, internationalt ry for kunstnerisk kvalitet og musikalsk succes. At en af de store kunstneriske institutioner i dette land skal ledes af et strålende musikalsk talent vil blive matchet af en renoveret koncertsal af international kaliber«.

Simone Young tiltræder den tre-årige stilling som chefdirigent i begyndelsen af 2022, når Sydney Symphony Orchestra vender hjem til Operahuset i Sydney, der i de sidste to år har været lukket på grund af en gennemgribende renovering. Men allerede fra 2021 får hun titel af designeret chefdirigent, hvor hun får ansvaret for orkestrets programlægning og videre kunstneriske udvikling.

Den 58-årige australier er kendt som Wagner- og Strauss-specialist men er også frontkæmperen, der har været med til at løbe dørene ind for de kvindelige dirigenter på især operascenen. Hun blev mødt med modvilje både inde- og udefra i de første år i Hamborg. Særligt fra ortodokse Wagnerianere der kraftigt protesterede mod, at en kvinde – sågar en australsk kvinde – skulle dirigere ‘Nibelungens Ring’. Ikke desto mindre var Simone Young den første kvinde i verden til at indspille en komplet ‘Ring’ i 2008-2010.

Young nyder stor anerkendelse for sin indsats blandt de yngre kvindelige dirigenter i dag. Den tyske dirigent Joana Mallwitz, der i dag er musikchef ved Staatstheater Nürnberg, sagde i et interview til KLASSISK i 2017: »I Simone Youngs generation, der er generationen før min egen, var du nødt til at være tre gange så stærk og tre gange så god som enhver mandlig dirigent for at blive accepteret. Simone Young fik sat noget i gang. Hun brød isen og banede vejen for os andre«.

Foto: Philipp Rathmer /ANAM

Læs også: Hvorfor dirigerer kvinder ikke opera? | Tendens

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER