Nyhed
Symfonikere strandet i lufthavn måtte improvisere
1. oktober 2018
1. oktober 2018
Boston Symphony Orchestra og deres chefdirigent, Andris Nelsons, præsterede intet mindre end en feberredning, da de for nylig strandede i de Gaulle lufthavnen i Paris timer inden en stor koncert i Amsterdam.
Samtlige orkestermedlemmer og personale havde mandag formiddag taget opstilling i Luxairs check-in kø, hvor de fik oplyst, at flyet ikke kunne komme i luften på grund af tekniske problemer.
Samme aften skulle hele orkestret spille Sjostakovitjs 4. symfoni som sidste del af deres Europa-turné. Gode råd var dyre, da alle forsøg på at skaffe alternativ transport til samtlige 145 mand mislykkedes.
»Det var ikke ligefrem sådan, vi havde planlagt dagen, men alle bevarede optimismen. Der var sådan en “the show must go on”-stemning«, siger orkesterdirektør Mark Volpe til nyhedsbureauet AP.
Eneste mulighed for at nå frem i tide var et mindre propelfly med plads til halvdelen af orkestret. Beslutningen blev hurtigt taget men krævede også en omgående programændring til aftenens koncert. Valget faldt på Beethovens 7. symfoni, som orkestret ikke havde optrådt med i over et år. Og så fik orkesterbibliotekarerne hjemme i Boston ellers travlt med at finde, skanne og maile partiturer til Amsterdam.
Vel fremme ved målet fik nødorkestrets 76 medlemmer travlt med at skifte til galla og stemme instrumenter til koncerten, der blev gennemført med tre kvarters forsinkelse.
Foto: Marco Borggreve
FLERE NYHEDER