Nyhed

Syriske flygtninge danner orkester i Tyskland

The Syrian Expat Philharmonic Orchestra (SEPO) er et helt nyt orkester bestående af syriske flygtninge. Med kontrabassisten Raed Jazbeh som initiativtager har en gruppe på 30 professionelle klassiske musikere i eksil i forskellige europæiske lande (blandt andet i Danmark) dannet et orkester, der på sigt skal vokse til 50 medlemmer. De har netop spillet deres debutkoncert i Bremen under ledelse af den tyske dirigent Martin Lentz. Med initiativet ønsker orkestret at give et billede af Syrien som en kulturnation frem for blot et krigshærget land, der er revet itu, skriver til GlobalPost.
»Da jeg bosatte mig i Tyskland, opdagede jeg, at mange syriske musikere nu bor i Europa, specielt her i landet. Jeg tænkte hvorfor ikke danne et syrisk orkester her i Tyskland? Formålet blev at samle så mange unge syriske musikere fra Europa som muligt og præstere fremragende optrædener med ny musik og nye idéer”, siger Raed Jazbeh, der fik idéen til orkestret, da han søgte asyl i Tyskland for to år siden.
Projektet nyder offentlig opbakning. Flygtningerådet i Bremen gik sidste år ind i projektet og formidlede donationer fra virksomheder og private sponsorer. Musikkonservatoriet i Bremen har udlånt instrumenter til de af musikerne, som ikke har haft mulighed for at tage deres egne med til Europa. Orkestret optræder igen i Lünebürg den 3. oktober, og Raed Jazbeh arbejder hårdt på at arrangere nye koncerter.

Læs mere om The Syrian Expat Philharmonic Orchestra

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER