Nyhed
Tenorsanger bliver rådgiver for Opera Philadelphia
27. april 2017
27. april 2017
Opera Philadelphia, der senest har haft stor succes med ‘Breaking the Waves’, har udnævnt stjernetenoren Lawrence Brownlee til kunstnerisk rådgiver. Han skal i samarbejde med direktør, David B. Devan, og musikchef, Corrado Rovaris, være med til at sikre det internationale udsyn og netværk for operakompagniet og stå for nye outreach tiltag. Trioen skal også finde nye kilder til fremtidig finansiering af operaens aktiviteter.
»Jeg ser frem til at arbejde sammen med Opera Philadelphia på deres mission mod at flytte kunstformen fremad og ændre synet på, hvad opera er og kan være. Jeg er spændt på at blive forandringsagent i en organisation, der for alvor har forpligtet sig på at skabe fremtidens opera«, siger Brownlee til Rhinegold.
Brownlee kommer til at arbejde tæt sammen med én af operaens andre kunstneriske konsulenter, danskeren Mikael Eliasen fra Curtis Konservatoriet i Philadelphia, der rådgiver kompagniet om repertoireplanlægning, casting, og komponistrelationer. I den rolle skal han stå for udviklingen af en helt ny opera med jazzmusikerne Wayne Shorter og Esperanza Spalding. Forestillingen, som Brownlee selv skal optræde i, forventes at få premiere i 2019.
44-årige Lawrence Brownlee kom i Opera Philadelphias søgelys for første gang, da han blev castet til forestillingen ‘Charlie Parker’s Yardbird’ (foto), der blev et kunstnerisk og publikumsmæssigt vendepunkt for kompagniet.
Han færdes til dagligt på de største internationale scener og har ved flere lejligheder optrådt i Danmark, hvor han også vender tilbage i begyndelsen af juni sammen med sopranen Sarah Coburn. På programmet er arier og duetter fra bl.a. Bellinis ‘Søvngængersken’, Rossinis ‘Wilhelm Tell’ og Rossinis ‘Regimentets datter’ inklusiv den berømte arie med de ni høje C’er.
Foto: Sofia Negron
FLERE NYHEDER