Nyhed

Thomas Dausgaard til tops i USA

Thomas Dausgaard rykker en podieplads op, når han i 2019 overtager chefdirigent posten for Seattle Symphony, som han hidtil har passet som 1. gæstedirigent de sidste tre år. Skiftet sker, når han efter næste sæson overlader ansvaret som chefdirigent for Det Svenske Kammerorkester til Martin Fröst.

»At skabe musik med Seattle Symfonikerne er noget helt særligt for mig. Deres kunstneriske færdigheder fænger en generøsitet og holdånd og fordrer både hengivenhed og overgivelse. Jeg sender den varmeste tak til mine ærede forgængere, der har bragt orkestret op på dette høje niveau – og til alle de som har bedt mig om at føre Seattle Symfonikerne ind i fremtiden«, udtaler Dausgaard i en pressemeddelelse fra orkestret.

Det er første gang, at en dansker skal være chef for et af de store amerikanske orkestre. Og han er en populær én af slagsen på de breddegrader. Sidste år skrev anmelderen ved Seattle Times efter en koncert, at han »i sine 40 år som avisens anmelder aldrig nogensinde havde oplevet en dirigent blive så varmt modtaget af publikum«.

Thomas Dausgaard blev sidste år udnævnt til chefdirigent ved BBC Scottish Symphony Orchestra. Han er også æresdirigent hos Orchestra della Toscana og DR Symfoniorkestret, hvor han var chefdirigent fra 2004 til 2011.

Foto: Thomas Grøndahl

Læs også: Martin Fröst afløser Thomas Dausgaard som chefdirigent

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER