Nyhed
Thomas Søndergård forlænger med BBC National Orchestra of Wales
10. marts 2016
10. marts 2016
Danske Thomas Søndergård har sagt ja tak til at forlænge sin kontrakt som chefdirigent hos BBC National Orchestra of Wales (BBC NOW) med i hvert fald to år. Blandt de foreløbige højdepunkter i Wales er opførelsen af Mahlers samlede symfonier, en cyklus der er planlagt til at vare hans ansættelse ud.
»Jeg er oprigtigt glad over forlængelsen med dette vidunderlige og lidenskabelige orkester. Vi har begivet os ud på en spændende musikalsk rejse sammen og har allerede nu haft fantastiske oplevelser. Muligheden for at fuldende Mahler cyklussen med mit orkester er et projekt, der betyder alt for mig«, siger Søndergård i en pressemeddelelse.
Søndergård har gjort international lynkarriere som dirigent siden gennembruddet i 2005 ved Den Kgl. Operas opsætning af Poul Ruders opera ‘Proces Kafka’, og siden er det gået slag i slag for den nu 46-årige jyde. Han er oprindeligt konservatorieuddannet paukist og var også ansat i den rolle hos Det Kongelige kapel, før han sprang ud som dirigent.
Foto: Martin Bubandt
FLERE NYHEDER