Nyhed

To stjerner og en debutant overtager Barenboims turné

To stjerner og en debutant overtager Barenboims turné | Magasinet KLASSISK

Når Staatskapelle Berlin lørdag spiller første koncert i en godt ugelang turné i Nordamerika, bliver det – måske ikke overraskende – uden den tidligere chefdirigent Daniel Barenboim, der ellers var annonceret som turens musikalske leder. I stedet tager prominente navne over.

Som indhoppere for Barenboim på turnéen, hvor statskapellet ved koncerter i Toronto, Chicago, New York og Philadelphia præsenterer Brahms’ symfonier, finder man to store navne, Yannick Nézet-Séguin (chefdirigent ved The Met, Philadelphia Orchestra og Orchestre Métropolitain) og Jakub Hrusa (Bamberg Symfonikernes chefdirigent og kommende chef ved Royal Opera House i London).

Men turens egentlige scoop er den 34-årige litauiske dirigent, Giedre Slekyte (foto), som med de to indledende koncerter i Toronto tegner sig for en dobbelt debut. Når hun på lørdag indtager podiet i Torontos Koerner Hall for at dirigere Brahms første og anden symfoni, er det både hendes debut på det nordamerikanske kontinent og orkestrets første optræden i Canada.

Den tidligere Malko-prisvinder er til daglig 1. gæstedirigent ved Bruckner Orchester Linz og assisterende dirigent for Vladimir Jurowski ved Bayerische Staatsoper. Slekyte debuterede så sent som 10. november hos Staatskapelle Berlin med en anmelderrost koncert i Pierre Boulez Saal. Anmelderen på Der Tagesspiegel, Isabel Herzfeld, skrev ved den lejlighed om den litauiske dirigent:

»Giedre Slekyte skiller sig ud med sin energi, lidenskab og beslutsomhed. Hendes symfoniske debut med Staatskapelle Berlin kan kun beskrives som strålende«.

Daniel Barenboim springer fra turnéen på grund af hans svigtende helbred, som i januar tvang ham til at gå af som generalmusikdirektør for Staatsoper Berlin og Statskapellet. Han udtaler i orkestrets pressemeddelelse om turen:

»Jeg glædede mig virkelig til at vende tilbage med denne turné, men mit helbred tillader mig simpelthen ikke at foretage de anstrengende transatlantiske ture og den omfattende indenrigsrejse, det kræver. Jeg er taknemmelig over alles forståelse og gode ønsker«.

Foto: Theresa Pewal

LÆS OGSÅ

Barenboim lyn-vikarierer på La Scala

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER