Nyhed

Trio con Brios nye udgivelse i høj international kurs

Trio con Brios nye udgivelse i høj international kurs | Magasinet KLASSISK

Trio con Brios seneste udgivelse, der landede fire stjerner fra Sune Anderberg i februar nummeret af KLASSISK, bliver skamrost af internationale medier og er kåret som bedste kammeralbum i årets første-kvartalsudgave af De tyske musikkritikeres pris, ‘Preis der deutschen Schallplattenkritik’ (PdSK).

Sammenslutningen af musikkritikere, der ved denne lejlighed består af 155 brancheuafhængige anmeldere fra Tyskland, Østrig og Schweiz, har udarbejdet en liste med 294 albums, som blev valgt blandt nye udgivelser fra sidste kvartal af 2021. Ud af den pulje modtog 31 album den prestigefyldte pris.

På vegne af sammenslutningen skriver anmelderen, Thilo Braun, om Trio con Brios album, ‘Shostakovich & Arensky piano trios’:

»Tunge marmorakkorder brister, og fløjlsmelodier spreder varme i den kulsorte nat. Melankolien tynger Arenskijs Klavertrio nr. 1 i d-mol, men Trio con Brio gennemborer den med en strømlinet elegance. På den anden side hersker følelsesmæssigt kaos i Sjostakovitsjs klavertrio nr. 2 i e-mol: vil denne lethed få dig til at grine? Eller er det allerede galskab, der raser i den fremadstormende virtuositet? Det er dobbeltheden, der får denne udgivelse til at stråle så stærkt«.

Også anmeldere fra den engelske musikpresse smider i spandevis af roser efter albummet med den danske trio, udgivet på Orchid Classics.

I Gramophone hylder David Fanning udgivelsen som ‘Editor’s Choice’, mens anmeldelsesredaktøren i BBC Music Magazine, Michael Beek, kårer albummet som januars ‘Chamber Choice’ og i øvrigt giver det fuld plade af stjerner for både fremførelse og indspilning.

Også The Strads anmelder, Edward Bhesania, er glad for indspilningens lyd, som han finder forbilledlig: »…luftig i konsistensen, behageligt sammensat og rig på detaljer«.

Om fortolkningen skriver han:
»Fra starten af Sjostakovitsjs Klavertrio nr. 1 bliver vi lokket af musikkens rene, tonale skønhed, ikke kun i værkets melankolske lyrik, men også i dets klingende dissonanser, som aldrig fremstår grimme. Der er grænseløs glæde og lidenskab i Arenskijs klavertrio, og musikernes teknik brænder under overfladen. Den langsomme Elegia-sats er betagende øm med den dæmpede violin og cello, der skaber en magisk effekt«.

Foto: Nikolaj Lund

Læs mere: Med tyve års bagage | Pladeanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER