Nyhed
Tysklands store modernist er død
7. august 2024
7. august 2024
En af Tysklands mest fremtrædende nyere komponister, Wolfgang Rihm, er gået bort i en alder af 72 år, skriver Deutsche Musikinformationszentrum. Rihm, der blev anset for at være en af efterkrigstidens mest originale og uafhængige musikalske stemmer, var en særdeles produktiv komponist med en værkliste på mere end 450 værker indenfor kammer, orkester, vokal og opera.
»Tysklands store modernist«, som Informations anmelder Valdemar Lønsted har kaldt Rihm, er en af de mest opførte samtidskomponister i Europa. Herhjemme opførte DR Vokalensemblet i maj Rihms korstykke ‘Syv passionstekster’ ved en anmelderrost koncert i Trinitatis Kirke i København.
Den mange gange hædrede komponist har modtaget de helt store priser, blandt andet Ernst von Siemens Musikpreis og Grawemeyer Award, sidstnævnte fik han i 2014 for værket ‘In-Schrift 2’.
Rihm, som blev diagnosticeret med kræft i 2020, var aktiv frem til sin død, blandt andet som travl tilrettelægger af Luzern Festivalen hvis akademi han var kunstnerisk leder af. Festivalen dedikerer tyve års jubilæumskoncerten i næste uge til Rihm med opførelsen af hans værk ‘Ernster Gesang’. Han var i den kommende sæson udpeget som Berliner Filharmonikernes huskomponist, men er nu lovligt undskyldt for sit fravær.
Siden hans død har tysk og international presse sammen med de sociale medier flydt over med mindeord fra branchen, deriblandt ny musik ensemblet Exaudi som skriver:
»Wolfgang Rihm var en kreativ vulkan, og hans musik smeltet lava. Vi opførte og indspillede mange af hans vokalværker i løbet af de sidste tyve år. Det udfordrede, udviklede og ændrede os, og vi føler en stor taknemmelighed for hans instinktive, livsforbedrende arbejde«.
Der er også mindeord fra komponisten Rebecca Saunders, Akademie der Künste Berlin, hvor Rihm var medlem fra 1986.
Hun udtaler til Klassik Heute:
»Med hans død mister vi en komponist af største betydning og en af vor tids mest fremragende musikere og tænkere. Han kæmpede konsekvent mod polemisk tænkning og opmuntrede hver af sine mange elever til en udpræget personlig æstetik. Den nysgerrighed, entusiasme og lidenskab, hvormed han nærmede sig musikken – al musik – var smittende – det og hans ekstraordinære generøsitet. Hans musik og hans ord var ikke bundet af dogmer. Han holdt flaget højt for uhæmmet kunstnerisk ytringsfrihed, et fyrtårn for unik, umiddelbar og autonom kunst«.
Rihm var født og boede i Karlsruhe, hvor han i 1985 blev uddannet og senere udnævnt som professor i komposition ved byens musikkonservatorium. I studietiden fordybede han sig i Schönberg og Weber, og senere studier førte ham til Karlheinz Stockhausen i Köln, hvor han læste komposition og musikvidenskab.
Ved siden af musikkarrieren var Wolfgang Rihm kulturpolitisk aktiv. Han sad i bestyrelserne for blandt andet Sammenslutningen af tyske komponister, Det Tyske Musikråd og ophavsretsorganisationen GEMA. Han har også været redaktør på musikmagasinet Melos og i en periode fungeret som kunstnerisk rådgiver for Deutsche Oper Berlin og Zentrum für Kunst und Medien i hjembyen.
Foto: Uli Deck
FLERE NYHEDER