Nyhed

Ufuldendt Liszt på plakaten

En ufuldendt og siden glemt opera af Franz Liszt får nu premiere efter at have samlet støv i et tysk arkiv i næsten 170 år. Staatskapelle Weimar har operaen med titlen ‘Sardanapalo’ på programmet ved to koncerter under ledelse af chefdirigent Kirill Karabits 19. og 20. aug., skriver Pizzicato.

Det var musikprofessor ved universitetet i Cambridge, David Trippett, der opdagede operaen i Goethe- und Schiller-Archiv i Weimar for 10 år siden. Det håndskrevne udkast, som kun en håndfuld Liszt-forskere kendte til, havde blot en enkelt akt færdig og blev anset for at være umulig at genskabe. Men Trippett så det anderledes og har brugt de sidste to år på at få musikken bragt til live.

»Den eneste kilde til denne opera er et enkelt partitur med 111 siders musik for klaver og vokal. Men efter jeg havde undersøgt notationen i detaljer stod det klart, at Liszt faktisk havde noteret alle de centrale elementer til første akt. Du skal så gennemtænke de kunstneriske dispositioner, som er til at spore i manuskriptet og forsøge at rekonstruere den kreative proces for at forstå, hvordan Liszts sind bevægede sig«, siger David Trippett.

»Den genoplivede musik tager pusten fra dig – en unik blanding af italiensk lyrik og innovativ harmonik. Der findes ikke noget lignende i operaverdenen. Den er gennemvævet af Liszts karakteristiske honningsøde tonesprog men blev skrevet på et tidspunkt, hvor han først skulle til at opdage Wagners operaer«, fortæller professoren videre i en pressemeddelelse.

Ved premieren på operaen synger sopran Joyce El-Khoury, tenor Charles Castronovo og baryton Oleksandr Pushniak (foto) de tre stemmer, som Trippett har orkestreret.

BBC har lavet en dokumentarfilm om David Trippetts arbejde med genskabelsen af ‘Sardanapalo’.

Se og hør David Trippett fortælle om arbejdet i trailer

Læs også: Nyt bud på Griegs ufuldendte Klaverkoncert

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER