Nyhed

Ung tysker vinder dirigentpost i London

Det blev den unge tysker, Felix Mildenberger, der vandt dirigentkonkurrencen med det lange navn, Donatella Flick LSO Conducting Competition, skriver Gramophone. Han sikrer sig dermed en plads som assisterende dirigent hos orkestret med det måske mest imponerende dirigentkollegie i verden, London Symphony Orchestra. På dirigentgangens dørskilte finder man navne som: Simon Rattle (chefdirigent), Gianandrea Noseda (1. gæstedirigent), François-Xavier Roth (1. gæstedirigent), Michael Tilson Thomas (æresdirigent) og André Previn (dirigent emeritus). Så der er noget at leve op til for Mildenberger, som har været assisterende dirigent hos Orchestre National de France siden 2017.

Torsdag aften tog Felix Mildenberger 1. prisen med det nye dirigentjob og et stipendie på 125.000 kr. foran næsen på de to konkurrenter, dansk-australske Alexander Colding Smith og engelske Harry Ogg. De tre finalister skulle alle dirigere overturen til Wagners ‘Mestersangerne i Nürnberg’, en sats fra Prokofievs 2. Violinkoncert med Vadim Repin som solist samt en af Kodálys ‘Danse fra Galánta’. Alexander Colding Smith fik publikumsprisen for sin præstation på finaleaftenen.

Donatella Flick LSO Conducting Competition blev stiftet i 1990 og afholdes hvert andet år. Konkurrencen hjælper talentfulde unge dirigenter med at etablere en international karriere ved at bygge bro mellem undervisning og et liv som professionel. Blandt de tidligere vindere er Elim Chan, der er udpeget som Antwerpen Symfonikernes næste chefdirigent med start fra sæsonen 2019/20. Hun er i forvejen kommende chefdirigent for NorrlandsOperan i Sverige og Thomas Søndergårds 1. gæstedirigent i Royal Scottish National Orchestra.

Foto: PR

Læs også: Dansk violinist vinder ny konkurrence i Melbourne

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER