Nyhed
Venedigopera reddet fra katastrofebrand
26. oktober 2018
26. oktober 2018
Venedigs største operahus, La Fenice, er ved hjælp af et effektivt alarmsystem og en snarrådig indsats fra det venetianske brandvæsen blevet reddet fra en gentagelse af tidligere tiders katastrofebrande.
I begyndelsen af oktober brød en brand ud i et teknikrum i operahuset. Brandfolk nåede dog hurtigt frem og fik kontrol over flammerne. Operadirektør Fortunato Ortombina fortalte efterfølgende til nyhedsbureauet ANSA, at tekniske undersøgelser har påvist, at branden er opstået på grund af en fejl i teatrets nødstrømsystem.
La Fenice blev oprindeligt opført i 1792, og er tidligere brændt ned to gange og genopført, første gang i 1836 og senest i 1996, hvor branden var påsat. Efter genåbningen i 2004 blev bygningen udstyret med alarmsystemet, der var med til at redde operahuset fra en tredje katastrofe.
»Vi har lært af historien, og branden blev inddæmmet og slukket lynhurtigt«, siger direktør Ortombina.
La Fenice er kendt for en fantastisk akustik og har stor musikhistorisk betydning, idet både Verdi og Rossini har haft førsteopførelser af deres værker i operahuset.
Foto: Michele Crosera
FLERE NYHEDER