Nyhed

Verdens ældste orkestre fejrer jubilæum

Verdens ældste orkestre fejrer jubilæum | Magasinet KLASSISK

Berømte Staatskapelle Dresden (foto) har i weekenden fejret 475-års jubilæum. Ensemblet, der er orkester i Dresdens ligeså berømte Semperoper, er et af de ældste og mest traditionsbundne i verden.

Men det er ikke verdens ældste, fungerende orkester, som de ellers ansete, klassiske medier, Neue Musikzeitung og Pizzicato, gør dem til i omtalen af jubilæet.

Det er nemlig det danske Kgl. Kapel, som kan dateres præcis hundrede år længere tilbage end Kapellet i Sachsen. Begge orkestre blev oprettet som hofkapeller.

Med et århundrede mere på bagen kan Det Kgl. Kapel fejre 575-års jubilæum i år. Det fejrer Kapellet med en festkoncert i Operaen torsdag og ved en række særlige koncerter i jubilæumssæsonen.

Det Kgl. Kapels historiske rødder løber tilbage til grundlæggelsen i 1448 som kongeligt trompeterkorps ved hoffet under Christian 1. Christian 4. satte fart i udvidelsen af ensemblet, der i slutningen af 1700-tallet blev et egentligt opera- og teaterorkester. Omkring hundrede år senere blev komponisten Johan Svendsen udnævnt som kongelig kapelmester, og det var startskuddet til orkestrets lange række af symfonikoncerter.

Adskillige store dirigenter og komponister har i årenes løb været forbi Det Kongelige Kapel, deriblandt Richard Strauss, Igor Stravinskij, Leonard Bernstein, Simon Rattle, Mariss Jansons og Daniel Barenboim. Kapellet var i mange år også Carl Nielsens hjemsted, både som 2. violinist og som dirigent.

I Dresden stod den afgående chefdirigent, Christian Thielemann, for weekendens fejring, hvor man i koncertprogrammet hyldede historien med nogle af de store komponister, der har ledet orkestret, Carl Maria von Weber og Richard Wagner. I programmet fandt man også Richard Strauss, som havde en tæt forbindelse med statskapellet i mere end tres år. Ni af hans operaer, blandt andet ‘Salome’, ‘Elektra’ og ‘Rosenkavaleren’ blev uropført i Dresden.

Blandt de sidste fem årtiers chefdirigenter kan Staatskapelle Dresden bryste sig af at have været under ledelse af navne som Herbert Blomstedt, Bernard Haitink og Fabio Luisi, som i dag er chefdirigent for DR Symfoniorkestret. Her fejrer man også jubilæum, samme dag som Det Kgl. Kapel, da det er 90 år siden, at DR holdt sin første Torsdagskoncert.

Foto: Matthias Creutziger

LÆS OGSÅ

Noter fra dybet | Reportage Orkestergraven

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER