Nyhed

Verdens bedste flyselskab for musikere

Air Canada er netop blevet kåret som verdens bedste flyselskab for musikere, der rejser med deres instrumenter, skriver The Strad. International Federation of Musicians (FIM) har tildelt den nyindstiftede pris, FIM Airline of Choice Award, til selskabet for at have de regler og procedurer i flybranchen, som i højest grad tilgodeser behovet for hensigtsmæssig håndtering af instrumenter i kabinen.

»Air Canadas musikerservice overgår langt de internationale standardkrav. Selskabet giver 50 procent rabat på et ekstrasæde til instrumentet, hvis man har brug for det, og så får musikerne lov til at boarde først. Reglerne står i dag frem som eksemplariske. Det er tilfredsstillende at se, hvordan flybranchen efterhånden tilpasser sig musikernes behov«, siger generalsekretæren for FIM, Benoit Machuel.

Air Canada har tidligere været på listen over de værste selskaber af alle men har efter flere skandalehistorier givet efter for pres fra FIM og medierne og foretaget en kovending til det bedre.

Efter flere års mediehistorier om flybranchens generelt dårlige behandling af musikere med behov for at transportere deres instrumenter lancerede FIM sidste år en ‘smiley’-ordning, som med rød-gul-grøn kodede mærkater rangerer flyselskaberne efter deres velvilje og smidighed overfor musikerne. Aktuelt er kun 13 af de 115 flyselskaber på listen så instrumentvenlige, at de får en grøn ‘smiley’, ingen af de nordiske får tommel-op. Norwegian er udstyret med en gul ‘smiley’, og SAS får tommel-ned med en rød.

Foto: PR

Tjek selv FIM’s liste inden du skal afsted med violinen under armen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER