Nyhed

Víkingur Olafsson: »Mit kærestebrev til Storbritannien«

»Mit kærestebrev til Storbritannien« | Magasinet KLASSISK

Den islandske pianist Víkingur Olafsson er blevet kåret som ‘Årets Internationale Nordiske Person’ af Confederation of Scandinavian Societies in the UK (CoScan), en sammenslutning der koordinerer kulturel udveksling mellem Storbritannien og de fem nordiske lande under protektorat af landenes ambassader.

Med prisen anerkendes Ólafsson som »en ekstraordinær advokat for musik på tværs af generationerne«. Prisen blev overrakt af Islands ambassadør i England, Sturla Sigurjónsson, og sammenslutningens formand, Alexander Malmaeus, under en koncert i Londons Royal Festival Hall lørdag aften, Ved koncerten var Ólafsson solist i Schumanns klaverkoncert med London Philharmonic Orchestra under ledelse af chefdirigent Edward Gardner.

Ved overrækkelsen sagde Malmaeus:

»Island er måske nok landet med den mindste befolkning i Norden, men det er sprængfyldt med musikalsk talent, som vi alle bliver beriget af. Víkingur når ud til nye målgrupper med forskellig musiksmag, og han har en utrolig evne til at få os til at lytte med friske ører og få noget nyt ud af alle hans optrædener«.

Víkingur kvitterede for prisen med disse ord:

»Tusind tak til CoScan for denne pris, som jeg betragter som mit kærestebrev til Storbritannien. Norden er, mere end alt andet, en sindstilstand. Og hvis jeg er lykkedes med at bringe nordisk kultur til Storbritannien, er en vigtig bedrift nået«.

Sammenslutningen har de sidste små tredive år uddelt prisen til nordiske personer eller grupper, der har fået briterne og andre uden for regionen til »at se på de skandinaviske lande med øget sympati og respekt«. Prisen er tidligere gået til dirigent Sakari Oramo, forfatter Jo Nesbø samt Den Norske Opera & Ballett.

Foto: Ari Magg / DG

Læs også: »Kissin lærte mig alt, hvad jeg ved« | Interview Vikingur Ólafsson

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER