Nyhed

Violinbygger i Cremona udsat for TikTok snyd

Violinbygger i Cremona udsat for TikTok snyd | Magasinet KLASSISK

Amorim Fine Violins advarer nu musikere verden over om en falsk TikTok-konto, der tilbyder instrumenter til gengæld for promovering på sociale medier, skriver The Strad.

Den falske TikTok-konto – @amorim_fineviolins – har sendt beskeder til musikere, hvori de tilbydes samarbejde om at promovere instrumenter for til gengæld at modtage et instrument efter eget valg efter et halvt år.

Amorim Fine Violins skriver i advarslen:

»Vi er blevet opmærksomme på, at en falsk TikTok-konto udgiver sig for at være Amorim Fine Violins og tilbyder violiner under en såkaldt “din efter seks måneder”-ordning. Vi vil gerne slå fast, at denne konto ikke har nogen forbindelse til os og heller ikke er autoriseret til at repræsentere vores brand, instrumenter eller tjenester. Amorim Fine Violins tilbyder ikke instrumenter via TikTok eller lignende sociale medieplatforme på en sådan måde«.

Amorim oplyser, at man har anmeldt den falske konto til ByteDance, selskabet der ejer TikTok, og bedt om af få den lukket.

Svindelmetoden går, ifølge The Strad, ud på, at musikere bliver kontaktet med et lovende tilbud om at få et instrument fra Amorim uden at betale andet end omkostningerne til fragt. Som modydelse skal musikerne nævne den falske konto i deres egne videoopslag.

Vi har på det sociale medie Reddit fundet en af de TikTok brugere, som er blevet kontaktet af svindleren. Han har delt beskeden i et opslag på kontoen r/scambait, der offentliggør onlinebrugeres eksempler på phishing. Heri kan man blandt andet læse:

»For at benytte tilbuddet skal du promovere vores instrumenter tre gange om ugen og tagge os på videoerne i en periode på 6 måneder, så bliver instrumentet dit. Så lad mig vide om du er interesseret, og hvornår vi kan begynde«.

Et kig på den falske konto, som endnu ikke er lukket, viser, at svindleren har brugt indhold fra den rigtige Amorim konto for at overbevise brugere på TikTok.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER