Nyhed

Violinist med Stradivarius afvist af flyselskab

Trods en nylig lempelse af reglerne blev violinist Tamsin Waley-Cohen afvist af British Airways i Heathrow lufthavn, da hun ønskede at få sin uerstattelige Stradivarius med om bord, skriver The Strad.

Violinisten, der var på vej til en pladeindspilning i Prag, måtte finde sig i en hel dags forsinkelse og en 40 kilometer lang omvej til lufthavnen Luton for at finde en afgang, hvor hun kunne få lov til at lægge sin violinkasse op i bagageskabet over sædet.

»Hvis pladsen tillader det, vil vi gøre alt for at få Deres violin med i kabinen. Også selv om violinkassen overskrider vores tilladte standardmål, da vi ved at temperaturen og trykket i lastrummet kan skade denne type instrumenter«, skriver British Airways i deres nye regler, men det har de tilsyneladende ikke fået at vide i Heathrow, hvor beskeden til Waley-Cohen var, at hun pænt kunne tjekke sit instrument ind sammen med resten af kufferterne, hvis hun ville have den med på den planlagte afgang.

Flyselskabet har efterfølgende beklaget episoden og vil ifølge en talsmand undersøge, hvad der gik galt. Tamsin Waley-Cohen planlægger at benytte andre flyselskaber fremover.

Foto: Stuart Bailey / British Airways

Læs også: Verdens bedste flyselskab for musikere

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER