Pladenyt
Med inspiration fra Prokofiev & Edgar Allan Poe
1. august 2016
1. august 2016
Vi kender Alan Gilbert for hans store indsats for Carl Nielsens musik, som ledte til indspilningen af symfonierne og koncerterne med New York Filharmonikerne på Dacapo Records. Hans hjerte banker ikke kun for første halvdel af det 20. århundrede, da han i høj grad har været medvirkende til at opprioritere kontakten til nutidens komponister og til oprettelsen af en privat ordning kaldet Marie-Josée Kravis Composer-in-residence til at støtte værkbestillinger til New York Filharmonikerne. Finnen Magnus Lindberg var den første til at indgå i et treårigt samarbejde, dernæst fulgte Christopher Rouse (f. 1949), som Gilbert også var ambassadør for i sin tid som chefdirigent for de Kungliga Filharmonikere i Stockholm. Rouse portrætteres på en ny cd med fire orkesterværker komponeret mellem 2008 og 2013. I Symfoni nr. 3 genbruger han strukturen og noget af vildskaben fra Prokofievs massive 2. Symfoni. Den programmatiske ‘Prospero’s Rooms’ bygger på idéer, der skulle have været en opera over Edgar Allan Poes ‘Den Røde Døds maske’ og dels et symbolistisk skuespil af Andreyev. Det slagtøjstunge symfoniske værk ‘Odna Zhizn’ (Et liv) kaldte N.Y. Times for magisk og virtuost ved liveopførelsen. 4. Symfoni går fra det livsstrømmende til det mørkt rugende.
Det er bemærkelsesværdigt, at amerikanerne har valgt at indspille denne musik på Dacapo Records, der normalt kun udgiver dansk musik, men i dette tilfælde har pladeselskabet altså fået dispensation.
Christopher Rouse: Orkesterværker | Dacapo 8.226110
Læs også: New York Filharmonikerne går usikker fremtid i møde
FLERE PLADENYHEDER