Elgar uden bid

Det er cellokoncerten over dem alle – både i popularitet og opførelsesfrekvens. Måske fordi Elgar har skrevet det hele så kompetent, at orkestret kun sjældent overdøver solisten og ellers fungerer som raffineret musikalsk partner. Eller fordi førstesatsen rummer to enorme kulminationer, der bygges perfekt op fra celloens dybe leje og ender i orkestrets orgiastiske klimaks – så ærkesenromantisk og patosfyldt som ingen anden koncert.