Anmeldelse

Lidelse og skønhed fra øverste hylde

Plasteret blev hevet langsomt men vidunderligt smukt af, da Berlinerfilharmonikerne gæstede Malmö – på stop mellem Aarhus og Aalborg. Med en sublim udlægning af Sjostakovitj.

★★★★★

Lidelse og skønhed fra øverste hylde | KLASSISK koncertanmeldelse

Den indledende symfoni var blot luksus opvarmning. For Mendelssohns skotske symfoni (den tredje) blev kørt ind i den sydsvenske koncertsal som en velspinnende Mercedes. Al mekanik var perfektioneret i det tyske orkester, så motoren i denne meget wienerklassiske tolkning kunne køre smooth gennem noderne. Petrenko var nærmest ydmyg i sin udlægning og der var en legende lethed i tilgangen, som klædte værket godt, men også gjorde det hele lidt glat.

Det var ikke en ny og personlig tolkning på Mendelssohns symfoni, som Berlinerne her er rejsende i – det har de før lavet tilbage i 70’erne med Karajans indspilning af samme værk – men en gennemsigtig og mere neutral opførelse. Det fungerede som 38 stærke minutters opvarmning til aftenens absolut hovedværk: Sjostakovitj’ 10. symfoni.

»Den lidt over tyve minutter lange førstesats var som et plaster, der langsomt blev hevet af – men på den smukkeste og mest æstetiske måde«

Den indadvendte russers musik er så speciel – så smertefuld, melankolsk, enigmatisk; men kan også være overstadig eller overgearet. Tiende symfoni åbner som en dyb afgrund, hvor der ikke er noget at holde fast i, man falder blot nedad sammen med den lidelsesfulde og martrede sjæl, og håber på, at der findes lindring eller noget at gribe fat i et sted. De musikalske midler er næsten grotesk modsætningsfyldte. For sjældent har man hørt en klarinet spille så guddommelig smukt, som Wenzel Fuchs formåede det i sine blottede soloindsatser, alt imens mørke instrumentklange fungerede som akkompagnement. Pludselig forstod jeg, hvorfor nogle opfandt klarinetten, og fik den placeret i et symfoniorkester – har simpelthen ikke hørt det instrument lyde sådan før. Fløjten overtager derefter de inderlige solomelodier, og det var som om, at Emmanuel Pahuds lange guldfløjte havde fået indlagt et ganske lille rørblad et eller andet sted inde i metallet – så klangen fik langt mere kant og blev fascinerende “sjostakovitjsk”.

Orkestret består af solister, hvilket stod klart, når man iagttog den myreflittige Albrecht Mayer, som både før koncertstart og i sidste del af pausen sad alene parat på sin stol, og omsorgsfuldt gav sin obos dobbelte rørblad den helt rette fugtighed. Man sad og håbede på endnu flere vidunderlige oboindsatser, for et orkesterinstrument på dette niveau er ikke bare en sjældenhed, men en lille gave.

Den lidt over tyve minutter lange førstesats var som et plaster, der langsomt blev hevet af – men på den smukkeste og mest æstetiske måde. Lidelse og skønhed fra allerøverste hylde. Og alt stod krystalklart og nært i Malmö Lives’ rektangulære koncertsal, med den generøse akustik.

I andensatsen blev vi alle pisket, som var det en sibirisk fangelejr. På kun fire minutter portrætterer Sjostakovitj muligvis Stalin selv. Der er i alle fald så meget smæk på, at man presses op af det afgrundsdybe hul i førstesatsen, og godt tævet igennem møder vi komponistens personlige kærlighed i den efterfølgende sats.

Pludselig bryder et underskønt horn igennem de dunkle smertenstoner med et kald fra det fjerne, som måske også reddede Sjostakovitj selv, i hans allermørkeste timer i undertrykkelsens Sovjet. Han blev forelsket i en ung studerende, og staver ganske enkelt hendes navn i musikken med tonerne: E La Mi Re A, Hun hed Elmira – og komponisten nærmer sig hende langsomt ved brug af sine egne musikalske initialer: D-S(Es)-C-H, som vi også kender fra hans første cellokoncert og ikke mindst 8. strygekvartet. Stalin er netop død samme år som symfonien får premiere i 1953, og kærligheden og livsvilkårene går måske en lysere fremtid i møde nu. Finalesatsens jublende toner er altid blevet opfattet sådan, og værket har fået betegnelsen en optimistisk tragedie. Men Sjostakovitj’ musik er aldrig entydig, og der skal tages personlig stilling i hver eneste frase, og ikke mindst til den overordnede meta-musikalske betydning.

Kirill Petrenko formåede ikke blot at skabe sublim fælles puls og frasering blandt sin imponerende samling af solister, men var også dybt personligt engageret i Sjostakovitj’ musik. Chefdirigenten har i interview udtalt, at man bliver nødt til at tage stilling til komponistens position i det sovjetiske undertrykkelsesapparat, for at kunne udlægge musikken. Isolationen under pandemien har han brugt til at forstå blot en lille flig af Sjostakovitjs afsondrethed og udelukkelse.

For Petrenko er slutningen en ægte ment forherligelse af menneskeheden – eller det enkelte individ – og et genuint håb om en bedre fremtid. En optimistisk slutning.

Sjældent har jeg hørt et diminuendo som berlinerne skabte det i slutningen af 3. sats – fælles åndedrag der ebber ud – og sjældent har så mange særegne solister fundet sammen i så stor præcision og sammenspil, når det virkelig gjaldt. For i deres Sjostakovitj var der noget på spil, og det blev kommunikeret så hele salen troede på det: At der er håb for musikken, kulturen – for menneskeheden.

Tak til Petrenko og berlinerfilharmonikerne for at komme forbi med denne efterårsgave.

/ Jeppe Rönnow

Berliner Philharmoniker, dir. Kirill Petrenko, Malmö Live Koncerthus 17.11.2021

Foto: Stephan Rabold / Berliner Philharmoniker

Læs mere: Mahlers mindst værdsatte symfoni | Pladeanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER