Nyhed
Engelsk dirigent politianmeldt ved barokfestival
25. juni 2026
25. juni 2026
Den kunstnerisk respekterede men ukontrollabelt hidsige dirigent, John Eliot Gardiner, har igen fået ørerne i maskinen. Denne gang ved festivalen Bachfest Leipzig, hvor han er blevet anklaget for upassende opførsel foran rullende kameraer og med en politianmeldelse til følge, skriver Mitteldeutscher Rundfunk.
Optrinnet skete, da en kvindelig festivalmedarbejder forsøgte at overrække dirigenten en tak-for-koncerten hilsen i Thomaskirken i sidste uge. Det var Gardiner tydeligvis ikke indstillet på, så han tog gaven og proppede den ned i halsudskæringen på hendes skjorte.
Arrangøren af Bach-festivalen, Bach-Archiv Leipzig, har efter episoden udsendt en presseerklæring, hvori der står:
»Ved afslutningen af en koncert på Bachfest indtraf en hændelse, hvor en dirigent opførte sig upassende over for et medlem af vores eventteam. Situationen fandt sted, mens publikum klappede i Thomaskirken. Da hændelsen blev kendt, blev der ført samtaler med den pågældende person, og der blev tilbudt psykologisk støtte. Dirigenten har undskyldt over for hende og anerkendt sin forseelse«.
Bach Fest uddeler en slags mindediplomer i stedet for buketter efter koncerter. Om det er fordi Gardiner hellere ville have blomster, kan man kun gisne om. Men reaktionen ved gaveoverrækkelsen tyder på, at han ikke har været helt tilfreds med den skriftrulle, han fik i stedet for blomster.
I pressemeddelelsen oplyses det, at festivaldirektør Peter Wollny og kunstnerisk leder Michael Maul fordømmer Gardiners handling, og at de efter festivalen vil iværksætte yderligere foranstaltninger for at sikre et sikkert arbejdsmiljø. Den forurettede medarbejder har indgivet en politianmeldelse mod Gardiner.
John Eliot Gardiner har holdt en længere ufrivillig pause fra rampelyset efter et korporligt overfald på en ung sanger i 2023. Denne episode samt dirigentens lange historik med kolerisk adfærd overfor forskellige orkestre og kunstnere endte med, at han blev fyret fra ensemblerne Monteverdi Choir, the English Baroque Soloists og the Orchestre Révolutionnaire et Romantique.
Foto: Hans van der Woerd
FLERE NYHEDER