Når øret ikke er med

Med den noget slidte betegnelse tilhører Christian Winther Christensen avantgarden – som fungerer som en præcis betegnelse for musik, der er så ny, at den føles forud for sin tid. Men prædikatet kan også bruges som undskyldning for at skrive noget musik, som meget få forstår eller meget få ligefrem hører eller værdsætter. Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm brugte f.eks. betegnelsen i Den Korte Radioavis, da en meget upassende aprilsnar skulle bortforklares. »Jeg er avantgarde!«, udbrød hun som undskyldning.

Komponist, organist og organisator Winther Christensen har i mange år gjort et fremragende stykke arbejde med at skabe Klang Festivalen – for ny og avantgardemusik – hvor nye kompositioner og idéer udfoldes og prøves af.

»Det er sådan en slags musik, hvor jeg blev i tvivl om, om det var en sækkevogn, der raslede forbi på fliserne uden for mit åbne vindue, eller en del af musikken«

På denne plade optræder udelukkende hans egne værker, som er nøje udvalgt blandt mange, hvor flere ikke var egnede, da de involverer mange visuelle elementer, som i sagens natur ikke gør sig godt på cd. Musikerne er Scenatet, der består af ti mennesker på et bredt udvalg af blæse-, stryge- og tangentinstrumenter. Væsentligt er, at de ikke rigtig bruger instrumenterne, som man er vant til at høre dem, men i stedet klinger savlyde, bankeslag på instrumentkasser og elektrisk guitar, der ikke er tilsluttet forstærker osv. Kammermusikklange, som man normalt kender dem, eksisterer ikke her. Det gør heller ikke noget, hvis musikken, rytmen og helheden taler for det – det gør den blot sjældent på ʽAlmost in G.’

Idealet er nok håndens arbejde – det kan lyde som arbejdsmænd, der laver lyde med værktøj og remedier; noget kværner, knirker og snurrer rundt. Helt gennemgående for titelværket ʽAlmost in G’ er savlyde, så jeg troede, at der var en ægte sav med på pladen. Men det er blot instrumenterne, der skaber lydene – og det er teknisk set ikke helt enkelt. Og det er slet ikke enkelt – nærmere temmelig komplekst – at skrive alt dette ned i noder og regibemærkninger og stille det op i et stort partitur – som man jo skal, når der laves kompositionsmusik. Så stor cadeau til musikerne og komponisten for denne tekniske kunnen.

Det er sådan en slags musik, hvor jeg blev i tvivl om, om det var en sækkevogn, der raslede forbi på fliserne uden for mit åbne vindue, eller en del af musikken. Jeg måtte stoppe op og spole tilbage. Det var en sækkevogn, for vores nabo er ved at flytte. Forhåbentlig ikke fordi jeg hører denne plade for meget, for det uprøvede øre kan det nemlig være hård kost. Men som sagt: Musik kan heldigvis lyde mystisk, specielt og fremmedartet – bestå af hverdagslyde og stor uforudsigelighed – og alligevel fremstå som et afklaret hele, hvor der fornemmes en stor musikånd bag. Mit eget øre har dog svært ved at finde frem til denne bagvedliggende ånd på denne udgivelse. Kun på numre som ʽSextet’ og ʽBeing Apu Sarkar’ opstår til tider en overordnet musikalitet mellem alle de flotte og særegne instrumentlyde. På førstnævnte fornemmes en bagvedliggende hymne eller koral, som skaber en sammenhæng og et hele – men uden at den pensles ud og overbetones. Det er næsten elegant gjort. ʽBeing Apu Sarkar’ er en instrumental omskrivning af Christian Winther Christensens lille opera om, hvordan komponisten skal spise en inder ved navn Apu Sarkar for at overtage hans egenskaber. Positiv kannibalisme, betegnes det som. En masse bankelyde afbrydes stedvist af fløjte, melodica og menneskelige stemmer (den eneste gang på pladen). Det virker og skaber lidt ømhed midt i pladens generelle raslelyde.

Det er avantgarde, men mit øre er desværre ikke helt med. Men måske er det bare mig.

/ Jeppe Rönnow

Læs også: Et pruttende og spjættende væsen | Koncertanmeldelse