Når orkestret skal stole på sit eget instinkt | Koncertanmeldelse

At booke Kolja Blacher som både dirigent og violinsolist er godt tænkt, når man er et landsdelsorkester med få ressourcer som Sønderjyllands Symfoniorkester. De får dermed to kunstnere for ens pris: en virtuos solist, som medbringer karisma, autoritet og et fint Guarneri-instrument til at opføre Tjajkovskijs violinkoncert, og en orkestertekniker, hvis erfaring som koncertmester for Berliner Philharmonikerne, kan tilføre unge og sultne musikere (som dette orkester har) en værdifuld oplevelse.

»Blacher arbejdede sig gennem værket som en erfaren virtuos, og lyden af hans violin var både stærk og varm, selv om han ikke matcher fingerteknikken blandt de bedste solister«

Tjajkovskijs koncert var højdepunktet i dette ufarlige “feel-good” program. Blacher arbejdede sig gennem værket som en erfaren virtuos, og lyden af hans violin var både stærk og varm, selv om han ikke matcher fingerteknikken blandt de bedste solister. Hans spil gik undertiden på automatpilot, men effekten på orkestret bag ham var åbenlyst. Musikerne blev ikke konfronteret med en maestro, der viftede med en pind, og de blev derfor tvunget til at stole på deres kollektive instinkt og ensemblesans, hvilket bragte egalitet og bevægelse.

Måske vidste Blacher det allerede, da han satte Tjajkovskij på programmet, men to af de bedste musikere i orkestret er soloklarinettist Nicolai Eghorst og Jorunn Solløs på tværfløjte. De gjorde koncertens andensats til højdepunktet, da Blachers dæmpede violin udvekslede bedrøvede replikker med dem – en rigtig samtale. Tempoet i den episke første sats var godt, og orkestret spillede undervejs både med glimt og glans, men finalen havde ikke tilstrækkelig stil til at få pulsen i vejret. I de sidste lynhurtige udvekslinger mellem solist og orkester var der snarere tale om overlevelse end overskud fra Balchers side. Han og hans storslåede instrument var mere tilbøjelige til at imponere i de langsommere og fyldigere passager.

Før og efter Tjajkovskijs koncert var der programsat internationale værker af Mendelssohn: den tyskkomponerede ‘italienske’ symfoni skrevet til det engelske publikum, og komponistens souvenir fra Skotland, ouverturen til Hebriderne (Fingals Hule). Det sidstnævnte stykke er enklere musik, men stiller derfor desto større krav til den musikalske historiefortælling, og denne opførelse matchede ikke den voldsomme storm med tilstrækkelig mystik og atmosfære.

Den italienske symfoni anvender nogle autentiske italienske danse – især Saltarello og Tarantella i den sidste sats – men beskæftiger sig ellers mere med musikalsk dialog end historiefortælling. Blacher, siddende i koncertmesterstolen, ledede en opførelse, der var stram og fyndig. Det var detaljerne, der skuffede: fraværet af at blive blæst omkuld af det skyhøje strygertema i begyndelsen, og flere steder blev melodifraser spillet for glat eller anonymt til, at man opfattede dem som vigtige dele af en dialog.

Den anden sats savnede lethed og den tredje sats afslørede skrøbeligheden i orkestrets svage andenvioliner. Der var energi i de italienske danse, som afrundede symfonien, og det var tydeligt, hvad Blacher havde arbejdet med – at fremhæve de forskellige musikalske figurer, der driver værket fremad. Så på trods af større svagheder flere steder, så blev symfonien i det mindste serveret med saft og kraft.

/ Andrew Mellor

Sønderjyllands Symfoniorkester
Koncertsalen Alsion, Sønderborg, 8.11.19

Foto: PR

Læs også: Trevino pressede sit nye orkester til grænsen | Koncertanmeldelse