Louise Alenius’ nye opera, ‘Manualen’, er uhyre skarp, men musikken udvikler sig ikke undervejs, hvilket til gengæld er tilfældet i Weill og Brechts ‘De syv dødssynder’.
★★★★ ★★
18. maj 2022
Louise Alenius har fået en af de mest originale idéer, jeg længe har oplevet på vore breddegrader. Temaet, handlingen og emnebearbejdelsen i operaen ‘Manualen’ er uhyre skarp og tilmed en raffineret sammenvævning af kunst og samfundsaktuelle forhold.
Man bliver provokeret og tvunget til at tage stilling til aktiv dødshjælp. Hvor tit sker det, at forfatteren til librettoens forlæg bliver politiretsligt sigtet dagen efter operaens premiere? (Den tidligere læge Svend Lings er endnu en gang blevet politianmeldt i forbindelse med aktiv dødshjælp). Og sundhedsmyndighederne overtaler ledelsen af Det Kgl. Teater til at slette ét ord i librettoen?
Det sker her. I programmet står der om det ændrede ord:
»Dette er sket imod komponistens/librettistens vilje«, og flere steder i programmet er der advarsler om, at hvis operaens indhold og tematik påvirker en for meget, skal man kontakte læge, akuttelefon eller Livslinjen – telefonnummeret er tilmed opgivet.
Jeg forstår det ikke. Hvorfor er det så kontroversielt? For Alenius har skabt et værk, hvor der synges om død, smerte og barmhjertighed, som det er blevet gjort i tusinder af år. Det hele begynder endda med en stor ‘Miserere’ (bøn om forbarmelse), hvor koret og de forskellige karakterer gentagne gange synger dét ord, som er brugt i så mange messesatser gennem tiderne og betyder ‘forbarm dig’ eller ‘vær nådig’. ‘Smerten’ – i skikkelse af koret – anråber verden om barmhjertighed, og herefter synger Nyren, Lungen og Bevidstheden. De er alle inde i en døende krop, illustreret ved en hel del røde og hvide blodceller (statister og sangere), men også alt for mange sorte celler, der er sygdommen i kroppen, som lider og kun vil have lindring og fred.
I den 75 minutter lange opera er der kun én scene: Den indre, abstrakte menneskekrop fænomenalt sat i scene af stjerne-scenograf og kostumedesigner Marie í Dali. På scenen bevæger to lange stiger sig op og ned (kroppens transportkanaler), hvorpå figurerne kravler. Lungen gynger i faste åndedrætsbevægelser i en høj gynge, og blodceller går rundt i Michael Kvium-agtige dragter. Øverst troner det meget smukke Hjerte i et slags lysbur tegnet med blød hånd, og hvor den lette streg, der former hjertet, skifter farve undervejs og både agerer røde blodårer og hvid smerte. Herfra synger Petri Lindroos kompetent baspartiet som Hjertet, der kæmper mod, at kroppen skal dø. Hjertet er stærkt og vil ikke lukke sine faste pulsslag ned.
Det virker besynderligt med så konkrete ord i en libretto, men i sammenstillingen af det poetiske/videnskabelige opstår der mange rørende øjeblikke.
Som i klassisk opera har hovedpersonerne en hjælper i skikkelse af Manualen, der repræsenterer Svend Lings ‘Selvmordsvejledning’ (udgivet i 2018 med metoder for syge og døende til at tage sit eget liv på). Hvor Nyren og Lungen synger i poetiske termer, er Manualen noget mere nøgtern: »Du faster først / i sjette time sluger du de første piller mod kvalme / du skyller ned med en drik, du holder af«. Morten Grove Frandsens kontratenor bærer flot de lidt kringlede ord, hvortil koret svarer: »Er det natten, er det døden – er det Miserere?«.
»Faret vild mellem ukendt skræk og utætte lunger / Hvad kan stoppe dette? Det gør Hjerteblokkere!« (I skikkelse af et lille pigekor med runde “pillehatte” på hovedet).
»Miserere findes ikke / Lægerne lader hjertet banke«, synger Elisabeth Jansson som Bevidstheden.
Meget hjertegribende bliver det også, når Manualen to gange synger om at skylle piller ned »med en drik, du elsker«. For her sammenstilles døden med kærligheden til livet: Nydelsen af en helt særlig drik – livslysten – overfor de virksomme, dødelige piller. Raffineret gjort af Alenius, som også har skrevet librettoen frit baseret på Lings selvmordsguide.
Alenius er egentlig mere en lydskaber end en komponist i traditionel forstand. For det er ikke en opera med afgrænsede arier for de enkelte karakterer. Heller ikke et værk med stor satsbearbejdning eller polyfon teknik (koret synger primært enstemmigt), eller et værk hvor en konkret musikalsk stil, rytme eller genre afspejler karaktererne. Det musikalske forlæg skaber primært stemninger og klangfarver for tematikken, som man kender fra filmmusik, men uden større udvikling undervejs. Alenius har overvejende ét tonesprog, som også kendetegner hende første opera ‘Silent Zone’ om en incestramt familie. Ofte bygget op fra en enkelt tone hos en sanger, hvorpå de andre karakterer/instrumenter tilføjer toner, som tilsammen danner en klang indenfor et mol-univers med tilføjede sekst, none etc. En modal stemningsklang over længere tid. Det er både let tilgængeligt for øret (på grund af fastholdelsen af en klang), men det kan også rive i øret eller blive skingert med alle de tilføjede toner til grundakkorden.
Jeg savner musikalske kødlunser undervejs, men handlingen og emnebearbejdelsen overstråler det musikalske materiale, og Alenius’ originale idé bærer forestillingen frem. Hjertet må til sidst give op, og døden indtræffer voldsomt og ubarmhjertigt.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så kan du kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201.
Savnede man musikalsk protein før pausen, så fik man det til gengæld efter. Programmets anden énakter, Kurt Weils ‘De Syv Dødssynder’, er en ‘Ballet Chanté’ (syngeballet) med tekst af Bertolt Brecht fra 1933. Musikken er rytmisk og kompleks, og nuanceres undervejs, hvor de syv dødssynder behandles, når hovedkarakteren Anna rejser rundt i syv amerikanske byer og mærker både ydre og indre modstand. Hun er helt konkret splittet i to – en solodanser spiller hendes andet jeg – mens en suveræn herrekvartet udgør hendes familiemedlemmer, der sidder tilbage i staten Mississippi og drømmer om et lille hus ved floden, som Anna-“søstrene” skal skaffe dem på færden ude i verden.
Det er en co-produktion med Dansk Danseteater, og deres ni dansere afspejler undervejs de syv dødssynder fra forskellige kunstneriske epoker. Det gør de godt, men det hele går meget hurtigt, da operaen varer blot små 40 minutter.
Nanna Øland Fabricius (også kendt som Oh Land) synger det altoverskyggende hovedparti som Anna, og hendes knap så kraftige popsangerstemme er mikrofonforstærket. Det har den fordel at Ølands tyske tekst og diktion står klart og distinkt, men det stiller også orkestret og den flotte herrekvartet i et svagere lydniveau, relativt set. Det er ærgerligt, for orkesterstemmerne er godt skrevet, og det firstemmige herrekor er stilrent og smukt, og de blegner i lydbilledet.
Det havde måske virket bedre, hvis hovedsangeren havde haft en mere personlig eller særegen stemme – ikke nødvendigvis en operasanger, men en sanger med mere kant eller individualitet. Det ligger til rollen, og det får vi ikke i Oh Lands tolkning.
Men det er også hårdt at komme efter den meget originale ‘Manualen’, hvis emne og lydunivers har bombarderet sindet og sanserne forinden. Måske skulle de to operaer bytte plads eller slet ikke opføres sammen.
Hitler ville helst slette hele Weils og Brechts opera, og de to måtte flygte fra Tyskland i 1933. I Danmark sletter myndighederne blot et enkelt ord.
Uforståeligt, at ‘Manualens’ emne skal være så kontroversielt i dag. Det kunne snildt være en manual til en perfekt opera, hvis bare musikken fulgte med. Men forestillingen kan mærkes i kroppen og provokerer til eftertanke og stillingtagen. Hvilket i sig selv er en bedrift.
/ Jeppe Rönnow
Louise Alenius: Manualen, Operaen, Kbh., 15. maj 2022
Instruktør Sasha Milavic Davies, mezzosopran Elisabeth Jansson og Signe Asmussen, bas Petri Lindroos, kontratenor Morten Grove Frandsen m.fl.
Weill & Brecht: De syv dødssynder, Operaen, Kbh., 15. maj 2022.
Iscenesættelse ved Patrick Kinmonth og Pontus Lidberg, Dansk Danseteater og sanger Nanna Øland Fabricius mfl.
Foto: Camilla Winther / DKT
Læs mere: Satiren mister pusten i surrealistisk opera om en bortløben næse | Operaanmeldelse
FLERE ANMELDELSER
