Anmeldelse

Satiren mister pusten i surrealistisk opera om en bortløben næse

Det Kongelige Teaters opsætning af Sjostakovitjs ‘Næsen’ er vanvittigt flot og velspillet. Desværre ender Àlex Ollés iscenesættelse med at vægte bar røv højere end spiddende systemkritik.

★★★★ ★★

Satiren mister pusten i surrealistisk opera om en bortløben næse | Operaanmeldelse | Magasinet KLASSISK

Til overflod kender vi fra russisk litteratur fortællingen om den underlegnes kamp mod et uigennemsigtigt stats- og adelsapparat. Embedsmanden, der med en tsars mål af arrogance forgæves kæmper sig opad i dødsdysten om de mest prestigiøse offentlige stillinger. Den spiddende satire har – når censuren ikke forhindrede det – illustreret et totalitært samfunds helt virtuose mangel på empati hos systemer såvel som individer.

Skal man pege på et problem med Àlex Ollés iscenesættelse af Sjostakovitjs ‘Næsen’, er det, at den væsentlige samfundskritik fra Gogols novelleforlæg i sidste ende overbydes af primitiv elendighedskomik på Det Kongelige Teater. Satiren reduceres, særligt i 3. akt, til billige grin. Der er simpelthen for meget bar røv og usympatisk tyk- og transfobi, for lidt kritik af et illusorisk og menneskefjendsk meritokrati. Også selvom Ollé forsøger at redde den hjem i allersidste øjeblik med en kæk, men også lovligt opportun kastrering af operaens hovedperson – #MeToo som sketchshow.

Foto: Miklos Szabo / DKT

På den anden side: Opsætningen er i flere scener vanvittigt flot. Vi befinder os i en moderne slumverden, hvor bureaukraten Kovaljov efter et uforklarligt tab af sin næse – og dermed sin anseelse – må kæmpe sig forbi det ene lag af korruption efter det andet: et udueligt politikorps, en kokainpåvirket presse, en kvaksalver i pink silkeskjorte og så, til sidst, en pøbel, der sover i overmalede telte og ublufærdigt deler bad.

Rekvisitter svæver ned på gulvet, inden de igen hejses op og hænger synlige i det enorme, knudrede tjørnekrat, der slører grænsen mellem scene og teaterrum, ja formentlig mellem drøm og virkelighed. Alfons Flores’ surrealistiske scenografi peger virkningsfuldt i retning af en læsning af ‘Næsen’ som en kåd feberfantasi.

Palle Knudsen synger partiet som embedsmanden Kovaljov (i hvidt), og Gert Henning-Jensen er næsen (i jakkesæt) | Foto: Miklos Szabo / DKT

I en af opsætningens mest vidunderlige scener daler et stort kors ned fra loftet, mens en – nærmest pornografisk klædt – engelsopran løftes den anden vej. Vi er i kirken, hvor Kovaljov får øje på sin bortløbne næse, der har taget menneskelig form som noget, han selv kun kan drømme om at blive: statsråd. Badet i lilla lys rejser en inderlig sværm af stemmer sig fra gudstjenesten, men næsen vil ikke vide af den inferiøre Kovaljov, som i øvrigt, tøhø, distraheres af en nonne med bar numse.

Palle Knudsen er eminent som den fortabte, men også uforbederligt usympatiske bureaukrat. Det er dog især korets og orkestrets fulde udfoldelse, der har haft den purunge Sjostakovitjs interesse – denne hans første opera er færdiggjort i 1928, mens han endnu var i starten af tyverne. Oven på et egensindigt atonalt partitur, som Hossein Pishkar dirigerer med kirurgisk præcision, rejser der sig til tider helt afsindige tidebølger med krasbørstige klimakser.

Iscenesættelsen formår ikke til fulde at omfavne den voldsomhed, musikken stiller til rådighed. Det har af en eller anden grund været vigtigere, at vi griner ad pøblen, end at vi tilslutter os dens kamp. Da næsen efter et par uger på flugt pågribes, sker det omringet af en menneskemasse, hvis centrum udgøres af en person iført en donut-malet badering.

»I en af opsætningens mest vidunderlige scener daler et stort kors ned fra loftet, mens en – nærmest pornografisk klædt – engelsopran løftes den anden vej«

Lattervækkende, åbenbart. Derfor morer publikum sig også, da en tyk, handicappet mand tilslutter sig massen. Og en mand i dametøj. Det virker plat og usympatisk – af instruktøren såvel som dem, vi sidder ved siden af. Og det sker i løbet af en 3. akt, der generelt virker rodet, og hvor Kovaljovs besøg hos kvaksalveren i hvid habit, pink skjorte, hat og solbriller trækker i retning af skolekomedie.

Her taber satiren til det billige grin. Det er synd, for de surrealistiske drømmesyn, som gør Àlex Ollé og det kunstneriske hold fra La Fura dels Baus’ opsætning til en oplevelse med mange lag, bliver til æstetisk pynt, når værket som helhed mister sin kritiske brod. Kan man leve med den prioritering – og det er man jo nogle gange nødt til som operagænger – så er ‘Næsen’ alligevel en af sæsonens mest interessante og æstetisk æggende opsætninger på Det Kongelige Teater.

Foto: Miklos Szabo / DKT

/ Sune Anderberg

Dmitrij Sjostakovitj: ‘Næsen’, Operaen, 1. maj – 2. juni 2022
Dirigent: Hossein Pishkar. Iscenesættelse: Àlex Ollé. Co-iscenesættelse: Susana Gomez. Scenografi: Alfons Flores. Kostumedesign: Lluc Castells. Lysdesign: Urs Schönebaum. Co-produktion mellem Det Kongelige Teater og La Monnaie/De Munt, Bruxelles.

Læs mere: Apokalypse i Berlin | Operaanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER