Anmeldelse | Orkester

Den nye musikalske virkelighed | Koncertanmeldelse

Dette er musik, der understreger, hvor meget de udøvende musikere skal stole på og lede hinanden.

★★★★ ★★

Den nye musikalske virkelighed | Koncertanmeldelse | Magasinet KLASSISK

Har du på noget tidspunkt under krisen forestillet dig, hvordan de første koncerter efter åbningen ville være? For to måneder siden drømte mange af os om kæmpe fejringer i fyldte sale med et stort, forfriskende repertoire blussende af glæde og befrielse.

Virkeligheden er en helt anden. Den 7. juni blev Operaen på Holmen den første i Europa, der forenede orkester, kor og solister med publikum, men anledningen var besynderlig. Der var for meget tale fra scenen og for lidt musik. Det var inspirerende at høre Det Kgl. Kapel spille igen efter orkestrets længste pause i næsten 600 år, men der var ikke gjort noget særligt ud af begivenheden med henblik på at mindes eller lindre. Vi fik præsenteret brudstykker fra operaer, der er på programmet fra september, og det føltes mere som et reklamestunt for den kommende sæson.

»I de efterfølgende Mahler-sange kunne vi endelig mærke, hvad vi har savnet så længe – den umiddelbare elektriske energi, som kun en liveoptræden kan fremkalde«

Det må være svært at vælge et musikprogram i disse underlige tider, hvor koncertsalene er halvtomme, publikum er forsigtige, musikerne ude af kamptræning, og hvor det kun er muligt at arbejde med lokale solister. Torsdagens koncert med DR Symfoniorkestret formående at få det bedste ud af disse begrænsninger. Vi hørte baryton Johan Reuter, der bor i København, og som egentlig skulle have været i Budapest og synge Wotan. Da det nu er tilladt for særlige udenlandske besøgende at komme til Danmark, kunne Omer Meir Wellber få sin debut med DR Symfoniorkestret (han skulle oprindeligt have afsluttet sin første sæson som chefdirigent for BBC Philharmonic i Manchester).

Baryton Johan Reuter opførte lieder af Mahler og Haydn. I baggrunden dirigent Omer Meir Wellber.

500 heldige publikummer var lukket ind i koncertsalen, da DRs musikchef, Kim Bohr, indledte seancen med at fortælle, hvor »utroligt dejligt« det var for ham og resten af husets medarbejdere at se os igen. Derefter fulgte Per Nørgårds ‘Drømmespil’, som antydede, at de sidste tre måneder måske havde været en drøm. Værket er et fortryllende mesterværk. De elegante neo-klassiske verdener fra Ravel og den sene Sibelius samles og ses gennem en rystet snekugle. De komplekse rytmer kunne være have været skarpere, men Wellber fik orkesterapparatet til at rotere om sit eget momentum.

Johan Reuter kom på scenen og opførte arien ‘Rollend in schäumenden Wellen’ fra ‘Skabelsen’, og han havde medbragt en kommanderende røst til at udpensle Haydns bølgende oceaner. Men orkesteret, især strygerne, lød for tilbageholdende og generte, og de manglede en dirigent til at piske dem (Wellber akkompagnerede på cembalo). I de efterfølgende Mahler-sange kunne vi endelig mærke, hvad vi har savnet så længe – den umiddelbare elektriske energi, som kun en liveoptræden kan fremkalde. Det skete under Reuters fortolkning af ‘Ich bin der Welt abhanden gekommen’ fra Mahlers ‘Rückert-Lieder’ – et billede på digterens tilbagetrækning fra verdens daglige uro og støj. Reuter delte Mahlers delikate, tøvende musikalske sætninger med Sven Buller på engelskhorn, og Omer Meir Wellber gav dem alverdens plads. Et særligt øjeblik.

Arnold Schönberg arbejdede både før og efter sin enorme stilistiske forandring på sin Kammersymfoni nr. 2, og den er mindre insisterende og hård end forgængeren. Stemmer og modstemmer blomstrer og genopdages, og efterfølgende kæmper de selvsamme stemmer med sig selv. Det er en genopdagelse af de enkle musikalske glæder og en opsummering af livets forskellige tråde. Wellber betonede værkets wienske fundament med rigelig art-nouveau-frasering og med vægt på det dansable. Hvis det i perioder virkede som om han ikke lavede andet end at holde takten, kan han ikke bebrejdes for det. Dette er musik, der understreger, hvor meget de udøvende musikere skal stole på og lede hinanden. Symbolikken var lige så klar som orkestermusikernes smilende ansigter.

/ Andrew Mellor

Baryton Johan Reuter, DR Symfoniorkestret, dir. Omer Meir Wellber
DR Koncerthuset 12.6.20

Foto: Agnete Schlichtkrull / DR

Læs mere: Wagner med drømmetrio | Koncertanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER