Anmeldelse

Underkomponeret symfoni

Mieczyslaw Weinberg: Symfoni nr. 2 og 21 | Birmingham Symfoniorkester, Kremerata Baltica, Gidon Kremer (violin), dir. Mirga Grazinyte-Tyla | DG 4836566

★★★★ ★★

Mieczyslaw Weinberg: Symfoni nr. 2 og 21 | Magasinet KLASSISK anmeldelse

Historien om den polsk-jødiske komponist Mieczyslaw Weinberg er ikke opmuntrende læsning. Han mistede som ung hele sin familie i Holocaust, da han måtte flygte fra Polen ved Hitlers invasion i 1939. Han kom til Moskva, hvor han slog sig ned og efter krigen levede et relativt ubemærket liv i skyggen af de store mestre Prokofiev og Sjostakovitj. I Sovjetunionen var han en af de stille i samfundet, og alligevel oplevede han som jøde og polak at blive fængslet for »jødisk borgerlig nationalisme«. Takket være bl.a. Sjostakovitjs indsats – og Stalins død samme år – blev han dog løsladt igen. Han var meget produktiv, skrev bl.a. hele 21 symfonier, og var en nær ven af Sjostakovitj, der skal have sat stor pris på Weinbergs musik, men alligevel blev han ikke spillet meget.

»Jeg må forsigtigt sige, at symfonien med sin minimalistiske stil i længden forekommer en anelse underkomponeret«

I de senere år er der i nogen grad blevet rådet bod på det, bl. a. af violinisten Gidon Kremer, som har opført en del af Weinbergs musik både som solist og med sit kammerorkester Kremerata Baltica. En anden Weinberg-forkæmper er den litauiske dirigent Mirga Grazinyte-Tyla, chefdirigent for City of Birmingham Symphony Orchestra, og disse to er hovedpersonerne bag denne dobbelt-cd med to af Weinbergs symfonier i et vellykket samarbejde mellem Birminghamerne og Kremerata Baltica. Man kan finde en del indspilninger af Weinbergs musik på nettet, og med denne indspilning har vi en fin udgave af hovedværket Symfoni nr. 21, men efter sigende skal der ligge adskillige uopførte værker i arkiverne.

Ligesom tilfældet er med Sjostakovitj, er det næsten uundgåeligt at høre komponistens livshistorie ind i musikken. Det lægger Weinberg selv op til med sin fortællende symfoniske stil, hvor karaktererne skifter, og der optræder citater af både hans egne og andres værker. Gidon Kremer giver et bud på forbilleder ved at sige, at arbejdet med Weinbergs Symfoni nr. 21 er som at opdage Mahlers 11. Symfoni. Det er måske at tage munden lidt for fuld, men at Mahlers og Sjostakovitjs symfoniske stil har stået fadder til Weinberg er sikkert og vist.

Den stort anlagte 21. Symfoni har undertitlen ʽKaddish’, den jødiske klagesang for de afdøde. Den er tilegnet mindet om de omkomne i Warszawas ghetto, heriblandt flere af komponistens nærmeste slægtninge. Det var et af de sidste værker, Weinberg fuldendte inden sin død i 1996, og han betegnede den som et af sine vigtigste. Symfonien er skrevet for meget stort orkester, men lange passager er ganske tyste og kammermusikalske. Den rummer citater af både Chopin, Mahler og jødisk klezmer-musik, men indtrykket er yderst indadvendt, og musikken dør hen i stilhed.

Der er en beklemmende alvor over denne musik, hvor komponisten et halvt århundrede efter Holocaust giver udtryk for, ikke vrede, men sorg. Lange passager med violinsoloer spilles med hudløs intensitet og stort vibrato som en vox humana-agtig stemme af Gidon Kremer, og finalens sopransoloer synges af dirigenten selv, Mirga Grazinyte-Tyla. Også klarinetten har udstrakte solopassager. Smukt udført.

Man kan kun have sympati for komponistens historie og respekt for hans alvor, inderlighed og absolutte fravalg af det effektjagende, men alligevel må jeg forsigtigt sige, at symfonien med sin minimalistiske stil i længden forekommer i hvert fald denne lytter en anelse underkomponeret. Der er næppe en eneste flerstemmig passage i den timelange symfoni, og det lidt tilbageskuende, neoklassisk inspirerede tonesprog virker seriøst, men ikke helt forløsende for det, der må have været komponistens intentioner.

Weinbergs 2. Symfoni er fra 1946 og er skrevet for strygere alene. Førstesatsen begynder – hørt med danske ører – helt nordisk med vuggende 6/8-rytmer. Den blandes senere op med mere dramatiske elementer. Andensatsen er en ekspressiv perle, der arbejder sig op til et tragisk højdepunkt. Sidstesatsen slutter stille. Det er Mirga Grazinyte-Tyla, der dirigerer Kremerata Baltica i dette værk, og i ʽKaddish’-symfonien slås de to orkestre sammen i et vellykket samarbejde.

/ Mikael Garnæs

Læs også: Første kvindelige dirigent hos Deutsche Grammophon

Læs artiklen i KLASSISK nr. 55

KLASSISK udkommer både som magasin og online. Med et abonnement får du både tilsendt de kvartalsvise magasiner, samt adgang til det fulde kartotek her på hjemmesiden.
Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER