Anmeldelse

Wagner med drømmetrio | Koncertanmeldelse

★★★★ ★★

Wagner med drømmetrio | Koncertanemeldelse | Magasinet KLASSISK

Denne koncert fangede allerede min opmærksomhed, da DR SymfoniOrkestrets sæsonprogram blev offentliggjort sidste forår. Sopranen Lise Davidsen (foto), der er uddannet i København, har base i København, og omtales allerede som den mest lovende Wagner-sangerinde i sin generation, og sandsynligvis også når det gælder den foregående og kommende. Men hun optræder sjældent i byen, og hun er ikke blevet set på Det Kgl. Teaters scene i årevis, så dette var en mulighed for at høre hende i noget af Wagners mest glødende musik – rejsen mod ekstatisk kærlighed, som er første akt i ‘Valkyrien’ – og med sangere i samme liga, som hende. Amerikaneren Stephen Gould og danskeren Stephen Milling.

Men først var Rued Langgaard på programmet. Det var en inspirerende idé at foregribe Wagners 70-minutter lange symfoniske skildring af det blomstrende forår og sensuel kærlighed med Langgaards symfoni om efterårets apokalyptiske undergang. Det var også et tydeligt vink med en vognstang om, at Fabio Luisi har forpligtet sig til at opføre dansk musik, da han valgte at dirigere dette værk.

Den fjerde symfoni (‘Løvfald’) er Langgaards mest detaljerede og fascinerende. En 23-minutter lang rutsjebanetur skrevet på blot fem dage i 1916. Værket er fyldt med konflikter og modstand og hjemsøgt af visioner. Man kan ane formen af en Brahms-symfoni et eller andet sted, og excentriciteterne fra Martinu i de vilkårlige kadencer og pludselige forskydninger i retning.

»Bladene fra titlen faldt ikke bare ned men hvirvlede manisk rundt som tankerne i Langgaards hoved«

Luisi lagde et hurtigt tempo for dagen, hvilket fint fangede symfoniens vildskab. Bladene fra titlen faldt ikke bare ned men hvirvlede manisk rundt som tankerne i Langgaards hoved. Men uanset hvor lidenskabeligt Luisi greb det an, føltes musikken opdelt med fokus på excentriciteterne i de enkelte afsnit snarere end på storformen med det ubønhørlige ryk mod den apokalyptiske slutning. Nogle af de mest interessante og nervepirrende skift i symfonien blev desværre hastet igennem.

Efter pausen kom der endnu flere instrumenter på scenen, bl.a. bastrompeter, Wagner-tubaer og fire harper. I ‘Valkyrien’bevæger Wagners “Ring” sig fra det truende til det kærlige. Musikken er monumental, men mange af teksturerne i første akt er sparsomme og tøvende, da karakteren Sieglinde, sunget af Lise Davidsen, forsøger at finde ud af, hvem den mærkelige besøgende i hendes kærligsløse hus egentlig er. Før hun indser, at Siegmund, sunget af Stephen Gould, er hendes forsvundne bror, og forelsker hun sig i ham. Det var ikke en semi-iscenesat opførelse, men den intense måde hvorpå Davidsen og Gould kiggede hinanden i øjnene, var dramaturgi nok.

DR SymfoniOrkestret kæmpede undertiden de steder, hvor Wagner holder den musikalske intensitet i en enkelt tråd, men når alle spillede, var lyden storslået, dygtigt styret af Luisi, og fuld af mørke og med en god forståelse for forholdet mellem dramatisk og musikalsk tempo. Det blev krydret med smukke soloer af solocellist Henrik Dam Thomsen, solohornist Lasse Mauritzen og den mest imponerende Johnny Teyssier på soloklarinet. Vi følte den glinsende skønhed ved ankomsten af maj måned, og den opbyggende spænding da Siegmund trækker sværdet ud af træstammen.

»Lise Davidsens stemme er, som vi allerede ved, fænomenal«

Sangene var heller ikke så ringe! Lise Davidsens stemme er, som vi allerede ved, fænomenal. Dens klarhed, tilstedeværelse og egalitet er af den anden verden. For nylig blev hun kritiseret for en vis mangel på indlevelse og subtilitet, men hendes skildring af Sieglindes rejse var overbevisende. Selv om de store øjeblikke hen mod slutningen af 1. akt var pirrende, så virkede de også lettere følelsesforladte – mere storslåede end menneskelige.

Stephen Milling er født til at synge Hunding, Sieglindes tyranniske mand, der indser at Siegmund er hans fjende. Han sang uden partitur og præsenterede rollens afvisende karakter uden at det blev en karikatur. Stephen Goulds intonation var ikke helt så pletfri som hans kollegers, men han viste, hvorfor han er den bedste heltetenor i dag, ved at frigøre mere og mere kraft undervejs, mens han hele vejen igennem bevarede en klar og fast klang. Wagner-sang bliver sjældent meget bedre, men for Lise Davidsen er det næppe tilfældet.

/ Andrew Mellor

Langgaard & Wagner
Lise Davidsen, Stephen Gould, Stephen Milling, DR SymfoniOrkestret og chefdirigent Fabio Luisi 16.1.20

Foto: Ray Burmiston

Læs også: En naturkraft, der ikke kan bremses | Interview Lise Davidsen

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER