Indsamling til Staatsoper

Anna Netrebkos fyldige, altagtige sopran gør underværker i efterårsfarverne i Richard Straussʼ ‘Vier letzte Liederʼ, selvom hendes intonation nogle steder slingrer. Hendes tilgang til stykkerne er som operasanger, så sangene er bestemt ikke intime. Men hendes pludselige diminuendoer i slutningen af ‘Septemberʼ og på ordene »O weiter, stiller Friede!« i ‘Im Abendrotʼ er virkelig bevægende, ligesom synergien mellem hendes dybe, brune tone og Wolfram Brandls soloviolin, der helt undgår sødme. Netrebko får uden problemer mere kraft på, når hun kommer højere op, men det kompenseres af, at hendes stemmes tone virkelig tager vejret fra en.
Orkestret er ikke så bemærkelsesværdigt. Nogle anmeldelser fremhæver det som forbilledligt med sit nedtoning af det tyske, men for mig lyder det bare fjernt, trist og kedeligt. Barenboim og hans musikere undgår partiturets instruktion om pludselig at dæmpe sig, efter ‘Im Abendrotʼ toner frem, hvilket er bare ét symptom på orkesterspil, der – på trods af flotte soloer – ikke formår at få det bedste ud af musikken.
Andrew Mellor

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 36