Spektakulær, skandaløs og helt uforglemmelig historisk aften i DR

Jeg har skrevet syv forskellige indledninger til denne anmeldelse. Hver gang er jeg standset op og begyndt forfra, fordi teksten ikke står mål med det, vi oplevede fredag aften i DR’s Koncertsal. Jamen hvor begynder man? Med de spektakulære påfund, de skandaløse optrin, den overvældende skønhed?

Måske begynder man med et perspektiv. Det var en historisk aften i DR. Uden sammenligning årets symfoniske begivenhed, måske endda de sidste fem års symfoniske begivenhed. På programmet var, helt uhørt herhjemme, udelukkende dugfriske kompositioner. Ikke noget med at klemme en romantisk klaverkoncert ind for at sælge billetter. Nej, den rene vare: nuet uden undskyldning.

»Når man ikke krummede tæer, grinede man. Over den komiske timing, det overgjorte orkestrale udtryk, men også over den historiske bevidsthed, over værkets diskussion med sit eget slægtstræ«

Først 26-årige Adrianna Kubica-Cypeks ‘Reflection Nebulae’, en luksuriøst orkestreret angst i beroligende tempo. Et langt anslag med oscillerende kvarttoner i fløjterne gjorde stemning til et tema fra start. Langsomt bredte ustabiliteten sig til resten af orkestret, og strygerne satte gang i nænsomme glissandi.

Vi bevægede os ingen vegne, men stod alligevel aldrig stille. Kubica-Cypeks musik var en illusion: en ophævelse af tyngdekraften, en slags accelererende opbremsning, der hele tiden blev spiddet af knivskarpe markeringer hos piccolofløjten, valdhornene, tubaen og en bragende tordenpauke.

Den engelske dirigent Geoffrey Paterson lokkede de mest mageløse klangfarver ud af DR Symfoniorkestret. Hold nu op. Først helt diskant, siden med dyb bund. Dette dekadente kalejdoskop af en glitrende klangtåge afgav et af de største løfter for fremtiden, jeg har oplevet i en dansk koncertsal.

Det var næsten urolig skønhed nok til en hel aften. Så var det til at leve med, at opfølgeren, Evagoras Solias Apokidis’ ‘Morphes’, virkede irriterende surmulende. Problemet var ikke så meget, at musikken var opsætsig, men at den var det på så monoton vis.

Fragmentarisk slagtøj, hvileløse strygere og stødlydende pulseringer rundtomkring skabte et firkantet udtryk uden andre tangenter at spille på end svagt og kraftigt. Klangene var uoriginale, kakofonien kedsommelig.

Noget måtte altså ske, og det gjorde det så sandelig. For efter Apokidis fulgte uropførelsen af Marcela Lucatellis længe ventede ‘RGBW’. Værket blev, under stor ståhej, udskudt af DR i 2020 på grund af »opførelsestekniske problemer«. Det tror da pokker: ‘RGBW’ er ét stort opførelsesteknisk problem.

Overgearet rabalder, et virvar af toner og hidsige strygere indledte værket. Men hurtigt slog det om i demonstrativ enkelhed: én gentaget tone i klaveret. Halvvejs inde gjorde Lucatelli sin entré i et hvidt LED-kostume, oplyst i alle regnbuens farver. »Come on«, hvæsede hun, inden en tumultarisk duet for orkester og growlende kaudervælsk-vokal satte i gang.

Når man ikke krummede tæer, grinede man. Over den komiske timing, det overgjorte orkestrale udtryk, men også over den historiske bevidsthed, over værkets diskussion med sit eget slægtstræ. Var ‘RGBW’ lige så flabet, som nogle havde frygtet, andre håbet? Ja. Det i en grad, så flere af musikerne i orkestret så decideret mutte ud bagefter.

Lucatellis vokalvirtuose og rablende freestyle virkede måske en anelse uskarp. Men skarphed var ikke målet. Hvad var egentlig målet? Tja. Bagest i orkestret stod slagtøjsspiller Gert Sørensen til slut iført en hat med banan og citroner, storsmilende. Hvornår har man sidst set et sådant spektakel ved en symfonisk koncert?

»Fantastisk synkroni fik grænsen mellem fortid og nutid, mellem video og virkelighed, til at sløres; det var ganske enkelt et kompositorisk sprog, der flød frit«

Således skønheden og skandalen. At aftenen endte som en decideret triumf, skyldtes ikke mindst den danske førsteopførelse af Simon Steen-Andersens kæmpeværk ‘TRIO’. Her gjaldt det om at spænde sikkerhedsselen, for monstret involverede ikke blot orkester, kor og bigband, men også en højhastighedstagfat med en evig strøm af historiske videoklip fra SWR-radiofonien.

Så og hørte man falmede optagelser af et orkester, en dirigent i en øvesituation eller en samtale om musikkens væsen, kunne man være sikker på at høre musikerne i salen imitere eller fortolke situationen umiddelbart efter. Lydbilledet skiftede mellem klangparadisisk klimaks og helt nøgne slag på kontrabas. Værsgo: zapperkunst.

Hurtigt måtte man blot overgive sig og sætte sin lid til, at Steen-Andersen havde en mening med galskaben. Vi lod os forføre, nøjagtig som komponisten havde ladet sig forføre af historien. Fantastisk synkroni fik grænsen mellem fortid og nutid, mellem video og virkelighed, til at sløres; det var ganske enkelt et kompositorisk sprog, der flød frit.

Så store bedrifter er sjældne i de symfoniske sale. Gik man glip af denne koncert, gik man glip af noget, er jeg bange for. Leder man efter lignende oplevelser, kommer man til at lede forgæves. Den symfoniske situation herhjemme er endnu ikke moden til, at denne slags begivenheder falder som andet end sjældne undtagelser. Men nu har vi dog beviset for, at de er værd at stræbe efter.

/ Sune Anderberg

DR Symfoniorkestret, DR Koncertkoret og DR Big Band. DR’s Koncertsal, 11. marts 2022
Dirigenter: Geoffrey Paterson, Poul Emborg (DR Koncertkoret) og Thorsten Wollmann (DR Big Band). Koncerten var en del af Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Pulsar Festival, som i disse år har et fast samarbejde med DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet.

Foto: Agnete Schlichtkrull / DR

Læs mere: »Det handler ikke kun om de lyde, vi hører« | Interview Simon Steen-Andersen