Spektakulær, skandaløs og helt uforglemmelig historisk aften i DR
Det var en af de aftener, man ikke glemmer igen. DR Symfoniorkestret, DR Koncertkoret og DR Big Band slog fanerne sammen under Pulsar Festival i København. Resultatet vil gå over i dansk musikhistorie.
★★★★★★
14. marts 2022
Jeg har skrevet
syv forskellige indledninger til denne anmeldelse. Hver gang er jeg standset op
og begyndt forfra, fordi teksten ikke står mål med det, vi oplevede fredag
aften i DR’s Koncertsal. Jamen hvor begynder man? Med de spektakulære påfund,
de skandaløse optrin, den overvældende skønhed?
Måske begynder man med et perspektiv. Det var en historisk aften i DR. Uden sammenligning årets symfoniske begivenhed, måske endda de sidste fem års symfoniske begivenhed. På programmet var, helt uhørt herhjemme, udelukkende dugfriske kompositioner. Ikke noget med at klemme en romantisk klaverkoncert ind for at sælge billetter. Nej, den rene vare: nuet uden undskyldning.
»Når man ikke krummede tæer, grinede man. Over den komiske timing, det overgjorte orkestrale udtryk, men også over den historiske bevidsthed, over værkets diskussion med sit eget slægtstræ«
Først 26-årige
Adrianna Kubica-Cypeks ‘Reflection Nebulae’, en luksuriøst orkestreret angst i
beroligende tempo. Et langt anslag med oscillerende kvarttoner i fløjterne gjorde
stemning til et tema fra start. Langsomt bredte ustabiliteten sig til resten af
orkestret, og strygerne satte gang i nænsomme glissandi.
Vi bevægede os
ingen vegne, men stod alligevel aldrig stille. Kubica-Cypeks musik var en
illusion: en ophævelse af tyngdekraften, en slags accelererende opbremsning,
der hele tiden blev spiddet af knivskarpe markeringer hos piccolofløjten,
valdhornene, tubaen og en bragende tordenpauke.
Den engelske
dirigent Geoffrey Paterson lokkede de mest mageløse klangfarver ud af DR
Symfoniorkestret. Hold nu op. Først helt diskant, siden med dyb bund. Dette
dekadente kalejdoskop af en glitrende klangtåge afgav et af de største løfter
for fremtiden, jeg har oplevet i en dansk koncertsal.
Det var næsten
urolig skønhed nok til en hel aften. Så var det til at leve med, at opfølgeren,
Evagoras Solias Apokidis’ ‘Morphes’, virkede irriterende surmulende. Problemet
var ikke så meget, at musikken var opsætsig, men at den var det på så monoton
vis.
Fragmentarisk
slagtøj, hvileløse strygere og stødlydende pulseringer rundtomkring skabte et
firkantet udtryk uden andre tangenter at spille på end svagt og kraftigt.
Klangene var uoriginale, kakofonien kedsommelig.
Noget måtte
altså ske, og det gjorde det så sandelig. For efter Apokidis fulgte
uropførelsen af Marcela Lucatellis længe ventede ‘RGBW’. Værket blev, under
stor ståhej, udskudt af DR i 2020 på grund af »opførelsestekniske problemer«.
Det tror da pokker: ‘RGBW’ er ét stort opførelsesteknisk problem.
Overgearet
rabalder, et virvar af toner og hidsige strygere indledte værket. Men hurtigt
slog det om i demonstrativ enkelhed: én gentaget tone i klaveret. Halvvejs inde
gjorde Lucatelli sin entré i et hvidt LED-kostume, oplyst i alle regnbuens
farver. »Come on«, hvæsede hun, inden en tumultarisk duet for orkester og growlende
kaudervælsk-vokal satte i gang.
Når man ikke
krummede tæer, grinede man. Over den komiske timing, det overgjorte orkestrale
udtryk, men også over den historiske bevidsthed, over værkets diskussion med
sit eget slægtstræ. Var ‘RGBW’ lige så flabet, som nogle havde frygtet, andre
håbet? Ja. Det i en grad, så flere af musikerne i orkestret så decideret mutte
ud bagefter.
Lucatellis vokalvirtuose og rablende freestyle virkede måske en anelse uskarp. Men skarphed var ikke målet. Hvad var egentlig målet? Tja. Bagest i orkestret stod slagtøjsspiller Gert Sørensen til slut iført en hat med banan og citroner, storsmilende. Hvornår har man sidst set et sådant spektakel ved en symfonisk koncert?
»Fantastisk synkroni fik grænsen mellem fortid og nutid, mellem video og virkelighed, til at sløres; det var ganske enkelt et kompositorisk sprog, der flød frit«
Således
skønheden og skandalen. At aftenen endte som en decideret triumf, skyldtes ikke
mindst den danske førsteopførelse af Simon Steen-Andersens kæmpeværk ‘TRIO’. Her
gjaldt det om at spænde sikkerhedsselen, for monstret involverede ikke blot
orkester, kor og bigband, men også en højhastighedstagfat med en evig strøm af
historiske videoklip fra SWR-radiofonien.
Så og hørte man falmede
optagelser af et orkester, en dirigent i en øvesituation eller en samtale om
musikkens væsen, kunne man være sikker på at høre musikerne i salen imitere
eller fortolke situationen umiddelbart efter. Lydbilledet skiftede mellem
klangparadisisk klimaks og helt nøgne slag på kontrabas. Værsgo: zapperkunst.
Hurtigt måtte
man blot overgive sig og sætte sin lid til, at Steen-Andersen havde en mening
med galskaben. Vi lod os forføre, nøjagtig som komponisten havde ladet sig
forføre af historien. Fantastisk synkroni fik grænsen mellem fortid og nutid,
mellem video og virkelighed, til at sløres; det var ganske enkelt et
kompositorisk sprog, der flød frit.
Så store
bedrifter er sjældne i de symfoniske sale. Gik man glip af denne koncert, gik
man glip af noget, er jeg bange for. Leder man efter lignende oplevelser,
kommer man til at lede forgæves. Den symfoniske situation herhjemme er endnu
ikke moden til, at denne slags begivenheder falder som andet end sjældne
undtagelser. Men nu har vi dog beviset for, at de er værd at stræbe efter.
/ Sune Anderberg
DR Symfoniorkestret, DR Koncertkoret og DR Big Band. DR’s Koncertsal, 11. marts 2022 Dirigenter: Geoffrey Paterson, Poul Emborg (DR Koncertkoret) og Thorsten Wollmann (DR Big Band). Koncerten var en del af Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Pulsar Festival, som i disse år har et fast samarbejde med DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet.