Anmeldelse

Stjernestøv er den vigtigste ingrediens i DR-køkkenet

Vasilij Petrenko holdt intet tilbage, da han fluks overtog ansvaret for DR Symfoniorkestret og kvitterede med et rent russisk program. Kirill Gerstein spillede djævlen i forklædning.

★★★★ ★★

Stjernestøv er den vigtigste ingrediens i DR-køkkenet | KLASSISK koncertanmeldelse

Af Martin Kongstads herligt dekadente madkritik i Weekendavisen har jeg lært, at man inden for ganens verden giver point efter tre kategorier: rettens smag, udseende og idé. Flest for første og sidste. Var ugens Torsdagskoncert i DR underlagt samme skematik, ville man have slået hårdt ned på ideen bag aftenens program.

Dirigenten, mexicanske Alondra de la Parra, havde med kort varsel meldt afbud, og i hendes sted trådte i al hast – af alle – russiske Vasilij Petrenko, der for altid vil blive husket for sin kommentar i 2013 om, at mandlige dirigenter er at foretrække, fordi et orkester naturligvis bliver alt for distraheret af en »sød pige på podiet«.

Nuvel, valget af erstatning betød også en programændring. Solisten, fænomenale Kirill Gerstein, kendte så udmærket østrigske Thomas Larchers dystre Klaverkoncert, som skulle have haft sin skandinaviske premiere. Han uropførte såmænd værket i juni. Men glamourøse dirigentvikarer som Petrenko kaster sig ikke ud på dybt vand med så kort varsel.

I stedet lagde man ud med Rakhmaninovs tredje klaverkoncert. Heldigvis havde Gerstein besluttet sig for at overføre al Larchers genstridige temperament til det opulente virtuosværk. Og Petrenko var faktisk med på at angribe Rakhmaninov forfra.

»Vidunderligt løssluppent, egentlig, men selvfølgelig også sigende for aftenens program, at man i begge værker var nødt til at gå aggressivt til værks for at tvinge noget interessant ud af dem«

Indledningen var eminent afstemt. Orkesterhavets rolige bevægelser lagde sig akkurat så tungt på lydbilledet, at klaverets vej ind i værket mere havde karakter af en prikken, der akkurat nåede op til overfladen, end af hovedløst virtuoseri. De fire horn lagde ovenpå med drillende rænkespil, en staccato-teatralsk kontrast til den romantiske linjeføring.

Pludselig befandt vi os midt i en krig mellem solist og orkester. Gnisterne stod op fra tangenterne, og Gerstein kiggede udfordrende mod sin venstre side, mens han bragte sin rytmiske modstand til bristepunktet. Rakhmaninovs værk åbnede sig op, og langsomt anede man absurditetens potentiale i de maniske solistløb.

Trods ansatser til velgørende komik i orkestrets modspil dalede intensiteten med anden- og tredjesatsens harmonisk og melodisk enkle, men alt for udstrakte tema. Her hørte man til gengæld et fintfølende akkompagnement; strygerklangene lagde sig så let som vanddamp i forlængelse af Gersteins anslag.

Begge dele, det nært parodiske og det svulstige, mødtes i den nu nærmest diabolske finale. Først den uendelige længsel, siden de cirkusparate bækkener, der nu pludselig bar på et ekko af en selvbevidst mani. Uortodokst, ja, men fuld af smag.

Hvis jeg allerede sad og smilede under Rakhmaninov, var jeg nær ved at le, da orkestret efter pausen tog fat på Sjostakovitjs sjette symfoni. Ikke i den alvorstunge første sats, selvfølgelig, med dens disharmoniske ambitioner og duellen mellem nådesløse strygere og forsonende træblæsere.

Men efter de store løfter om et episk symfonisk ridt, som Sjostakovitj aldrig formåede at føre videre i de næste satser – piccolofløjten som hovedfortæller er simpelthen for anonym – gav Petrenko helt og aldeles los. Musikerne var tydeligvis ikke blevet bedt om at holde igen. Lydniveauet skiftede fra fromt til balstyrisk; anden- og tredjesatsen gik op i hat og briller.

»Jamen sådan skal det lyde,« må dirigenten have sagt til sine kontrabassister under prøverne, mens de maltrakterede deres instrumenter og næsten kom op at danse med dem. Vidunderligt løssluppent, egentlig, men selvfølgelig også sigende for aftenens program, at man i begge værker var nødt til at gå aggressivt til værks for at tvinge noget interessant ud af dem.

Havde man villet det, kunne man nok godt have fundet en lokal dirigent, der ville ofre sin nattesøvn for at indstudere den nu udskudte Larcher-klaverkoncert (har nogen efterhånden tal på, hvor mange udskudte værker DR har liggende?). Stjernestøv er og bliver den vigtigste ingrediens i DR-køkkenet, og med det kan man da også kompensere for mangt og meget.

/ Sune Anderberg

DR Symfoniorkestret, dir. Vasily Petrenko, DR Koncerthuset 18.11.2021

Foto: Svetlana Tarlova

Læs mere: Topdirigentens liv i overhalingsbanen | Interview Vasily Petrenko

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER