Tiden blev opløst til tonestøv | Koncertanmeldelse
Klarinettist Martin Fröst og Trio con Brio kunne faktisk have nøjedes med at spille Messiaens mesterværk alene, der i jordisk tid varer lidt over tre kvarter, men i åndelighed og dybde giver os en flig af evigheden.
★★★★★
★
26. august 2020
Det var i øjeblikket før den uendeligt smukke solo i femtesatsen hos Messiaen, at alt faldt på plads og svøbte sig om hinanden – og om tiden. Soo-Kyung Hong brugte de ni slag fra rådhusets indtrængende klokke til at fokusere på de kommende ni minutters cellosolo. Og vi tilhørere blev både mindet om tidens virkelighed uden for koncertsalen, men også om at levende koncerter igen er virkelige, og at vi sad her sammen i nuet, hvor corona-tidens ubarmhjertige koncertpause er slut. Der er en tid til at isolere sig, og en tid til at mødes igen om musikken.
I Glassalen i Tivoli var stjernemusikerne Martin Fröst og
Trio con Brio samlet for at spille Messiaens mesterværk ‘Kvartet til Tidens
Ende’ skrevet i en tysk krigsfangelejr i 1940, alt imens lyset var ved at
slukkes over Europa, og den franske komponist følte Dommedag ufattelig nær. På samme
scene hvor en døende Dirk Passer undrede sig over, at lyset blev slukket i
salen. Hans tid var kommet. Messiaens kvartet handler om tid, død; det jordiske
og det evige liv. På scenen har nogle af de største musikere optrådt i små
kammermusikalske grupperinger i den forgangne uge – von Otter, Kavakos,
Znaider, Patricia Petibon m.fl. – under festivaltitlen ‘Stjernestunder’. De har
fået tid i kalenderen, fordi deres store koncertengagementer var aflyst rundt i
verden.
Torsdag aften var det Martin Frösts tur til at give sin tid
til det danske publikum, som var mødt talstærkt op i den lidt
coronaindskrænkede sal. Måske »verdens bedste klarinettist«, som Frederik
Cilius og Mathias Hammer introducerede ham forinden. Få kan som svenske Fröst
spille helt svagt og blødt på det lidt specielle blæseinstrument, hvilket han
viste i Debussys ‘Rhapsodie’ for klarinet og klaver, der indledte aftenen.
Måske en lidt let tolkning af et vanskeligt, impressionistisk værk, hvor Fröst
valgte at spare på den store klang. Et travlt musikerliv er lig tid og
prioritering, og musikerne havde nok ikke givet så meget øvetid til Bartoks ‘Kontraster’,
der fulgte Debussy. Deres tolkning lagde vægt på humoren i værket, og
hidsigheden og det aggressive var mere nedtonet, men i tredjesatsen var det
lige på grænsen til at løbe lidt løbsk i de djævelsk hurtige passager.
Sammenspillet fejlede til gengæld ikke noget, hvilket lovede godt for aftenens
hovedværk – kvartetten hvor Tiden går i stå.
De kunne faktisk have nøjedes med at spille det værk alene,
der i jordisk tid varer lidt over tre kvarter, men i åndelighed og dybde giver
os et glimt af uindskrænket tid og en flig af evighed. Musikken lader sig
opløse i verdensaltet til sidst. Ja, faktisk kunne Fröst næsten have nøjedes
med sin klarinetsolo i tredjesats, og stadig have været sin tid værd i
København. ‘Afgrund af fugle’ benævner Messiaen satsen; han var lidenskabeligt
optaget af de flyvende væsner, og viser her, hvordan fugle står i modsætning
til tid: »De er vores længsel efter lys, for stjerne, og regnbuer og for
jublende sange«, skriver den 31-årig komponist, imens han oplever gru, død og
ødelæggelse i den tyske krigsfangelejr i Polen.
Klarinettens første tone lader sig høre helt svagt og langsomt,
og et melankolsk motiv opstår. Med mellemrum klinger afgrundsdybe toner, der i
Frösts mund opstår som ud fra intet: Som et bredt kontinuum, hvor det i tid er
umuligt at skelne imellem hvad der er tone og hvad der er stilhed – måske ved
han det ikke engang selv, da luften blæses museforsigtig ind i mundstykket,
indtil det lille træblad griber luftstrømmen og sætter i bittesmå svingninger.
Martin Fröst har tid nok, fordi han behersker den svære, cirkulære
vejrtrækning, hvor man trækker vejret ind med næsen, mens man blæser ud med
munden. Det er magi på scenen, og tiden har meget svært ved at følge almindelig
logik hos os tilhørere.
Forinden har de to søstre Soo-Kyung Hong og Soo-Jin Hong
udført oktavparalleller på et uhyre krævende niveau i ‘Vokalise for Englen, der
meddeler Tidens ende’. Sammen med Den Danske Strygekvartet er Trio con Brio to
ensembler, vi for 15-20 år siden slet ikke kunne forestille os at have på dansk
jord. Tid ændrer heldigvis vores forventninger og fordomme.
De ni slag fra rådhustårnets ur minder os også om, at Tiden (som
verdens gang) endnu ikke er gået i stå i værkets metamusikalske forståelse.
Musik er lig tid, for tempo er inddeling af tid, og tempo er altafgørende for
musikkens indre anatomi. Og heldigvis følger Soo-Kyung Hong og Jens Elvekjær
Messiaens markering: ‘Infiniment lent,
extatique’ (uendeligt langsom,
ekstatisk), i den nævnte cellosolo i femtesats. Klaveret har her funktion
af fast og rolig vejrtrækning – i musikkens vej mod evighed og udødelighed.
Det bliver rytmisk kompleks i sjettesatsen – ingen er i
tvivl om de fire musikeres sublime sammenspil, før den jordiske verden forlades
i den sidste sats. Messiaen tager afsæt i gængs tonalitet i klaveret, men
skubber det fra sig, og skaber fundament for violinens opstigning mod himlen og
det paradisiske. Det timelige høres tydeligt i klaverets rytme, der som et hjerte
både viser slag og efterslag for hver eneste akkord. Messiaen kommenterer selv
i noterne: »Jesus som menneske, som kød«, og den følgende opstigning er
menneskets vej mod det guddommelige, »den timelige skabning gjort udødelig i
paradis.” På Martin Frösts seneste indspilning af værket går denne sats for
hurtigt, og pianisten tager dermed fejl af tiden og forstyrrer kulminationen i
musikken. Men Jens Elvekjærs suveræne klaverakkompagnement har forstået, hvad
musikken går ud på. Soo-Jin Hongs toner stiger langsomt op mod det umulige og
knapt hørbare på en violin, og samtidig løftes alle tilhørere ud af denne
verden og tiden går endeligt i stå.
Til sidst er der blot en ultrahøj tone tilbage, som umærkbart
går fra en helt svag klang over i tonestøv, der opløses i det store ingenting.
Messiaen oplevede som få komponister, at der er en tid til
at græde og en tid til at le. For publikum var der til allersidst en tid til at
tie, for lang var pausen, før bifaldet brød ud.
Udenfor Glassalen var det kun tid til at glædes. Over at en
koncert som denne igen kan finde sted.
/ Jeppe Rönnow
Martin Fröst & Trio con Brio, Glassalen, Tivoli, 20. aug.
Vi bruger cookies til at tilpasse vores indhold og annoncer, til at vise dig funktioner til sociale medier og til at analysere vores trafik. Vi deler også oplysninger om din brug af vores website med vores partnere inden for sociale medier, annonceringspartnere og analysepartnere. Vores partnere kan kombinere disse data med andre oplysninger, du har givet dem, eller som de har indsamlet fra din brug af deres tjenester.
KLASSISK APS lagrer og anvender cookies på www.klassisk.org med bruger-identifikation i din browser for at tilpasse indhold, funktioner og annoncer og analysere trafikken. Vores partnere kan også anvende cookies og persondata såsom IP-nummer til brug for målrettet annoncering. Ved at klikke på Accepter giver du samtykke til KLASSISK APS og tredjeparters anvendelse af cookies og persondata. Du kan tilbagekalde dit samtykke fra cookie-deklarationen ved klikke på Afvis.
Nødvendige cookies hjælper med at gøre en hjemmeside brugbar ved at aktivere grundlæggende funktioner såsom side-navigation og adgang til sikre områder af hjemmesiden. Hjemmesiden kan ikke fungere ordentligt uden disse cookies.
Vi og vores annonce-partnere behandler dine persondata ved hjælp af teknologi som f.eks. cookies, med henblik på at levere annoncer, analysere trafik og levere tilpassede oplevelser til dig. Få mere at vide om hvordan vi behandler persondata i vores Privatlivspolitik.