Tiden blev opløst til tonestøv | Koncertanmeldelse

Det var i øjeblikket før den uendeligt smukke solo i femtesatsen hos Messiaen, at alt faldt på plads og svøbte sig om hinanden – og om tiden. Soo-Kyung Hong brugte de ni slag fra rådhusets indtrængende klokke til at fokusere på de kommende ni minutters cellosolo. Og vi tilhørere blev både mindet om tidens virkelighed uden for koncertsalen, men også om at levende koncerter igen er virkelige, og at vi sad her sammen i nuet, hvor corona-tidens ubarmhjertige koncertpause er slut. Der er en tid til at isolere sig, og en tid til at mødes igen om musikken.

I Glassalen i Tivoli var stjernemusikerne Martin Fröst og Trio con Brio samlet for at spille Messiaens mesterværk ‘Kvartet til Tidens Ende’ skrevet i en tysk krigsfangelejr i 1940, alt imens lyset var ved at slukkes over Europa, og den franske komponist følte Dommedag ufattelig nær. På samme scene hvor en døende Dirk Passer undrede sig over, at lyset blev slukket i salen. Hans tid var kommet. Messiaens kvartet handler om tid, død; det jordiske og det evige liv. På scenen har nogle af de største musikere optrådt i små kammermusikalske grupperinger i den forgangne uge – von Otter, Kavakos, Znaider, Patricia Petibon m.fl. – under festivaltitlen ‘Stjernestunder’. De har fået tid i kalenderen, fordi deres store koncertengagementer var aflyst rundt i verden.

Torsdag aften var det Martin Frösts tur til at give sin tid til det danske publikum, som var mødt talstærkt op i den lidt coronaindskrænkede sal. Måske »verdens bedste klarinettist«, som Frederik Cilius og Mathias Hammer introducerede ham forinden. Få kan som svenske Fröst spille helt svagt og blødt på det lidt specielle blæseinstrument, hvilket han viste i Debussys ‘Rhapsodie’ for klarinet og klaver, der indledte aftenen. Måske en lidt let tolkning af et vanskeligt, impressionistisk værk, hvor Fröst valgte at spare på den store klang. Et travlt musikerliv er lig tid og prioritering, og musikerne havde nok ikke givet så meget øvetid til Bartoks ‘Kontraster’, der fulgte Debussy. Deres tolkning lagde vægt på humoren i værket, og hidsigheden og det aggressive var mere nedtonet, men i tredjesatsen var det lige på grænsen til at løbe lidt løbsk i de djævelsk hurtige passager. Sammenspillet fejlede til gengæld ikke noget, hvilket lovede godt for aftenens hovedværk – kvartetten hvor Tiden går i stå.

De kunne faktisk have nøjedes med at spille det værk alene, der i jordisk tid varer lidt over tre kvarter, men i åndelighed og dybde giver os et glimt af uindskrænket tid og en flig af evighed. Musikken lader sig opløse i verdensaltet til sidst. Ja, faktisk kunne Fröst næsten have nøjedes med sin klarinetsolo i tredjesats, og stadig have været sin tid værd i København. ‘Afgrund af fugle’ benævner Messiaen satsen; han var lidenskabeligt optaget af de flyvende væsner, og viser her, hvordan fugle står i modsætning til tid: »De er vores længsel efter lys, for stjerne, og regnbuer og for jublende sange«, skriver den 31-årig komponist, imens han oplever gru, død og ødelæggelse i den tyske krigsfangelejr i Polen.

Klarinettens første tone lader sig høre helt svagt og langsomt, og et melankolsk motiv opstår. Med mellemrum klinger afgrundsdybe toner, der i Frösts mund opstår som ud fra intet: Som et bredt kontinuum, hvor det i tid er umuligt at skelne imellem hvad der er tone og hvad der er stilhed – måske ved han det ikke engang selv, da luften blæses museforsigtig ind i mundstykket, indtil det lille træblad griber luftstrømmen og sætter i bittesmå svingninger. Martin Fröst har tid nok, fordi han behersker den svære, cirkulære vejrtrækning, hvor man trækker vejret ind med næsen, mens man blæser ud med munden. Det er magi på scenen, og tiden har meget svært ved at følge almindelig logik hos os tilhørere.

Forinden har de to søstre Soo-Kyung Hong og Soo-Jin Hong udført oktavparalleller på et uhyre krævende niveau i ‘Vokalise for Englen, der meddeler Tidens ende’. Sammen med Den Danske Strygekvartet er Trio con Brio to ensembler, vi for 15-20 år siden slet ikke kunne forestille os at have på dansk jord. Tid ændrer heldigvis vores forventninger og fordomme.

De ni slag fra rådhustårnets ur minder os også om, at Tiden (som verdens gang) endnu ikke er gået i stå i værkets metamusikalske forståelse. Musik er lig tid, for tempo er inddeling af tid, og tempo er altafgørende for musikkens indre anatomi. Og heldigvis følger Soo-Kyung Hong og Jens Elvekjær Messiaens markering: ‘Infiniment lent, extatique’ (uendeligt langsom, ekstatisk), i den nævnte cellosolo i femtesats. Klaveret har her funktion af fast og rolig vejrtrækning – i musikkens vej mod evighed og udødelighed.

Det bliver rytmisk kompleks i sjettesatsen – ingen er i tvivl om de fire musikeres sublime sammenspil, før den jordiske verden forlades i den sidste sats. Messiaen tager afsæt i gængs tonalitet i klaveret, men skubber det fra sig, og skaber fundament for violinens opstigning mod himlen og det paradisiske. Det timelige høres tydeligt i klaverets rytme, der som et hjerte både viser slag og efterslag for hver eneste akkord. Messiaen kommenterer selv i noterne: »Jesus som menneske, som kød«, og den følgende opstigning er menneskets vej mod det guddommelige, »den timelige skabning gjort udødelig i paradis.” På Martin Frösts seneste indspilning af værket går denne sats for hurtigt, og pianisten tager dermed fejl af tiden og forstyrrer kulminationen i musikken. Men Jens Elvekjærs suveræne klaverakkompagnement har forstået, hvad musikken går ud på. Soo-Jin Hongs toner stiger langsomt op mod det umulige og knapt hørbare på en violin, og samtidig løftes alle tilhørere ud af denne verden og tiden går endeligt i stå.

Til sidst er der blot en ultrahøj tone tilbage, som umærkbart går fra en helt svag klang over i tonestøv, der opløses i det store ingenting.

Messiaen oplevede som få komponister, at der er en tid til at græde og en tid til at le. For publikum var der til allersidst en tid til at tie, for lang var pausen, før bifaldet brød ud.

Udenfor Glassalen var det kun tid til at glædes. Over at en koncert som denne igen kan finde sted.

/ Jeppe Rönnow

Martin Fröst & Trio con Brio, Glassalen, Tivoli, 20. aug.

Foto: Nikolaj Lund / Mats Bäcker / Sony

Læs mere: Mere estisk end nogensinde | Festivalanmeldelse