Malmø Symfoniorkesters nye chefdirigent satte barren højt fra første færd. På menuen var en tro kopi af Simon Rattles åbningskoncert, da han indledte sin embedsperiode som chefdirigent for Berliner Philharmonikerne.
★★★★★ ★
16. september 2019
For et år siden blev en flok journalister inviteret til Malmø Symfoniorkester i anledning af offentliggørelsen af deres nye chefdirigent. Mens vi ventede i et lokale, gik sladderen om det ville være en kvinde, men en amerikaner ved navn Robert Trevino (ja, en mand) trådte ind ad døren, hvilket fik alle i rummet til at hive deres telefoner frem og søge på hans navn.
Trevino, der er musikchef for det baskiske nationalorkester i Bilbao, indledte sin karriere med en række ‘sidste øjebliks’-afløsninger, hvor han sprang ind foran et orkester, fordi den bookede dirigent måtte aflyse. Det kræver mod og har betydet, at han har stået foran nogle af verdens helt store orkestre. Han har dirigeret London Symphony Orchestra, Royal Concertgebouw Orchestra, Cleveland Orchestra og på Bolsjojteatret i Moskva.
Torsdag startede Trevino så som chefdirigent på den anden side af Øresund.
»Denne by, koncertsalen og orkestret er klar til at udrette utrolige ting«, sagde han på pressekonferencen, da hans udnævnelse blev offentliggjort, og åbningskoncerten levede op til det løfte. Foran et veloplagt publikum i Malmö Live-koncertsalen var det spændende at følge ham fra start til slut, og der er stor sandsynlighed for, at Malmø Symfonikerne bliver et orkester, der er værd at opleve fremover.
Med sit koncertprogram valgte Trevino at sætte barren højt fra første færd. På menuen var en tro kopi af den koncert, som Simon Rattle indledte sin embedsperiode som chefdirigent for Berliner Philharmonikerne: Thomas Adès’ ‘Asyla’ og Gustav Mahlers Symphony nr. 5. Adès-partituret, for kolossalt orkester inklusive tre klaverer, er meget vanskeligt at opføre og fyldt med virtuose passager for næsten alle instrumenterne på scenen.
‘Asyla’ var Adès’ første værk for stort orkester og er en slags dansesymfoni berømt for sine hentydninger til Techno. Trevinos udgave var mere “ballet-agtig” end groovy, men der var en fin balance, og han havde et godt øre for den musikalske tekstur, men dirigeret med en vis tilbageholdenhed. Den nye chefdirigent styrede dog sikkert orkestret og vekslede mellem præcision og lyriske indfald. Han har en markant lighed med Covent Gardens Antonio Pappano i statur, udseende og attitude.
‘Asyla’ var en udfordring for musikerne i Malmø Symfoniorkester, og der blev skåret nogle hjørner, og de missede et par noder undervejs, og det skete også i Mahlers lidenskabelige femte symfoni. Men det lagde ikke en dæmper på Trevinos præstation, der bød på så meget hjerte, sjæl og strukturel intelligens. Hans Mahler-fortolkning manglede også lige den sidste grad af festivitas og wienerisk finesse.
Ellers var det gribende: en skælvende, kæmpende, svævende og kærlig opførelse fuld af udtryksfulde detaljer, med en spændende skarpt udført 2. sats og en Adagietto, hvor storformen blev leveret med fuld kontrol. Trevino dirigerer med hjertet, men han bruger også hovedet – han bandt til slut alle de løse ender sammen i Mahlers kryptiske finale med panache og glans.
Kunne publikum fornemme kemien mellem dirigenten og hans musikere? Det tror jeg, og jeg oplevede, at orkestret var glade for at Trevino pressede dem til grænsen. Han står i spidsen for hele 12 koncerter denne sæson, som kulminerer med en koncertant opførelse af Strauss’ opera ‘Salome’ til april. Hvis dette samarbejde kommer til at fungere, så bliver det en gamechanger for musiklivet i Malmø.
/Andrew Mellor
Malmø Symfoniorkester og chefdirigent Robert Trevino
Malmö Live, 12.9.19
Foto: PR
FLERE ANMELDELSER
