Violinen og Jesus på korset

Violinisten Patricia Kopatchinskaja er ikke blot en af tidens mest vitale musikere rig på fantasi og urkraft, hun er også visionær og nyskabende, når det drejer sig om at iscenesætte musikken, så den bliver en del af en større sammenhæng. Det er i allerhøjeste grad tilfældet på dette album, hvor Patricia Kopatchinskaja står i spidsen for elitestrygeorkestret Camerata Bern.

Titlen på albummet ʽTid og Evighed’ kunne lige så vel have været ʽLidelse og Håb’, for som bærende musikalske søjler står dels den tyske komponist Karl Amadeus Hartmanns ʽConcerto funebre’, der er komponeret i 1939 i München i anger over den tyske okkupation af Tjekkoslovakiet og Polen og i et desperat forsøg på at insistere på håbet i en håbløs tid, og dels Frank Martins ʽPolyptyque’, der skildrer Jesu lidelseshistorie tone for tone.

»I en fremragende flot optagelse kommer vi helt tæt på de enkelte instrumenter, der så at sige taler til os som individer«

Indimellem Martins i alt seks satser høres der vers af Johann Sebastian Bachs koraler udsat for strygeorkester. Sat op mod Frank Martins hudløst ekspressive musik, hvor Kopatchinskajas soloviolin er Jesu stemme, der taler direkte til os, virker Bach-koral-satserne, der spilles nænsomt og med indre glød, som trøsterige øer, hvor menneskeheden samles i religiøs andagt. Inden sidste sats i ʽPolyptyque’, der skildrer Jesu genopstandelse, spiller Kopatchinskaja dog i stedet ʽCrux’ af den tjekkiske komponist Lubos Fiser. Med en pauke som ceremonimester oplever vi igennem soloviolinen Jesu kamp mod døden på korset. Fra angstskrig og bæven frem til slutningen, hvor violinstemmen presses op i de højeste registre indtil dødsøjeblikket indhyllet i klokkeklang. En bevægende musikalsk terminal oplevelse, der sprænger eksistensens rammer og giver et stærkt indblik i Patricia Kopatchinskajas enorme udtrykspalet.

Karl Amadeus Hartmanns ʽConcerto funebre’, der består af fire satser, høres i sin helhed uden indskud af anden musik. Til gengæld er denne musik rig på forskelligartet musikalsk materiale. I solidaritet med krigens ofre høres der bøhmisk, russisk og jødisk folkemusik, der går i dialog med Hartmanns ekspressive, moderne musik, og som Camerata Bern og Kopatchinskaja spiller med et virtuost blik for både det tragiske og tøjlesløse. I en fremragende flot optagelse kommer vi helt tæt på de enkelte instrumenter, der så at sige taler til os som individer.

Som et ekstra musikalsk lag høres der også et par sange med et polsk folkemusikensemble, ligesom vi også hører tekstlæsninger af tre præster fra henholdsvis en jødisk, en katolsk og en russisk-ortodoks menighed i Bern. Dette greb har sikkert været dybt meningsfuldt ved den live-opførelse, som er baggrunden for dette album med Kopatchinskaja og hendes musikalske venner, men her i en ren auditiv version virker det mindre oplagt.

/ Esben Tange

Læs også: Violinist får kæmpepris