Anmeldelse

Visionær gallakoncert i Hamborgs vartegn

Elbphilharmonien i Hamburg fejrede tirsdag aften fem års fødselsdag, hvor chefdirigent Alan Gilbert stod i spidsen for et visionært program til den stort anlagte gallakoncert.

★★★★ ★★

Visionær gallakoncert i Hamborgs nye vartegn | Koncertanmeldelse | Magasient KLASSISK

Det spektakulære hus ligger i Elbe-floden og ligner både et stort skib og et funky stykke bølgende hav skåret ud og sat op på kajen oven på et tidligere pakhus for kaffe og tobak.

Heri er der skabt en koncertsal med fokus på akustikken – forfinet og forberedt med højteknologiske midler, så ingen af de 2100 tilhørere rundt om scenen er placeret mere end 30 meter fra dirigenten, og dermed hører og ser nogenlunde lige godt.

Musikelskere og byens borgere har taget huset til sig. Siden åbningen for præcis fem år siden har der ikke alene været udsolgt, men billetter er gået til skyhøje priser på det sorte marked (indtil pandemikrisen), og orkestre fra hele verden higer efter at komme og spille her. Selv koncertsalens eget husorkester har skiftet navn til ære for bygningen, og hedder nu NDR Elbphilharmonie Orchester (Norddeutschen Rundfunks).

»Orkestret kunne ikke følge med, og Alan Gilbert måtte for en stund agere havnebetjent med meget tydelige fagter, for at få solist og ensemble til at følges nogenlunde ad i de uhyre krævende rytmer og skift«

Programmet var lige så sensationelt som huset – for det bestod ikke af Beethovens niende (som tyskerne ellers ofte spiller, når noget skal fejres) eller et andet tysk værk til lejligheden, men udelukkende nutidige, ikke-tyske komponister, som lagde værker til fejringen af det spektakulære hus. Alan Gilbert accepterer faktisk ikke skelnen mellem nutidige- og klassiske komponister, men insisterer på at se det hele som musik, fortalte han til pressekonferencen dagen for koncerten. Og han havde valgt noget af den bedste musik skrevet inden for de seneste år – fremadskuende for husets muligheder såvel som for kompositionsmusikken generelt.

Den amerikanske komponist John Adams’ to fanfarer for orkester viste især hvor præcis en dirigent Gilbert er, så også de to trompeter placeret ude blandt publikum kunne være med på slagene i den markante pulsrytme i de små ti minutters festlige indledningsmusik. Kirill Gerstein var herefter parat ved flyglet i Thomas Adès’ klaverkoncert skrevet i 2018. Værket er nærmest blevet en ny-klassiker og de tre satser på cirka 22 minutter er opført over 50 gange verden over – sensationelt for nyskrevet musik.

Akustikken i Elbphilharmonien er enestående og væggene har blandt andet en særlig belægning med små, helt unikke gipsplader, hvor lyden reflekteres videre ud i de rigtige retninger. Alle lyde står klart og distinkt i rummet. Det betyder også, at alle fejl eller unøjagtigheder fra orkestret også fremstår klart og tydeligt, hvilket ikke kom orkestret til gavn i førstesatsen af Adès’ klaverkoncert. Koncerten gik fra første takt abrupt i gang med komplekse rytmer i et stormfuldt tempo – nærmest som blev man kastet ud i et brusende hav i Atlanterhavet. Orkestret kunne ikke følge med, og Gilbert måtte for en stund agere havnebetjent med meget tydelige fagter, for at få solist og ensemble til at følges nogenlunde ad i de uhyre krævende rytmer og skift. Salen intensiverer musikkens dynamiske yderligheder, så der kan spilles sagte pianissimo og voldsomt fortissimo, men orkestret blev simpelthen for kraftigt overfor klaveret – på trods af, at Gerstein gjorde alt hvad han kunne for at spille lige op med de andre i det brusende virvar.

Alan Gilbert er en effektiv dirigent, med fokus på rytme og bred orkesterklang | Foto: Daniel Dittus

I andensatsen fandt de igen i land ved Elbens rolige bred, og vi fik afrundet poesi fra klaverets fyldige og herligt harmonisk-udefinerbare akkorder. Gilbert havde igen en fast hånd på roret i sidste sats, som blev ført sikkert i havn.

Derefter fulgte Esa-Pekka Salonens ‘Wing on Wing’, som sluttede aftenen af. En mesterlig komposition af en halv times tæt energiudladning, skrevet til indvielsen af Walt Disney-koncertsalen i LA i 2004. Også her var der gjort brug af hele koncertsalens rum, og to sopransolister sang i bløde klange og mystiske skalaer, uden ord, fra forskellige steder blandt publikum. Enkel effekt – men forbløffende virkningsfuldt.

Alan Gilbert er en effektiv dirigent, med fokus på rytme og bred orkesterklang. Og Salonens værk kunne godt have brugt en lidt mere poetisk tilgang fremfor de fyldige betoninger i de meget velskrevne polyfone afsnit. Inspirationen er impressionistisk, og den side skulle være tydeliggjort noget mere.

Kendetegnende for Gilbert var dog et mangefacetteret crescendo til sidst i Salonens værk, hvor koncertsalens dynamiske muligheder var en fryd for øret. Sjældent har jeg hørt så mange forskellige lydniveauer fra paukerne og fløjterne bagerst i orkestret.

Fem-seks stjerner stod det alene til programsætningen og til koncertsalen og den spektakulære bygning midt i vandet i den gamle havneby. Rytmerne og fremdriften faldt lidt over bord undervejs – men samlet solidt op igen. Sandsynligvis af en smittende glæde hos dirigent og hos musikerne (og blandt de politikere og chefer som holdt indledende taler) ved at kompositionsmusikken har en fremtid og nu en helt særlig koncertsal på femte år.

/ Jeppe Rönnow

Elbphilharmonie gallakoncert, Kirill Gerstein (klaver), Anu Komsi (sopran), Piia Komsi (sopran), NDR Elbphilharmonie Orchester, dir. Alan Gilbert, Elbphilharmonie Grand Hall, Hamburg. 11.01.22

Foto: Daniel Dittus / Elbphilharmonie

Læs mere: Koncerthuset der næsten kæntrede | Reportage fra den nyåbnede Elbfilharmoni

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER