Artikel

Bastarden Pergolesi | Portræt Giovanni Battista Pergolesi

Pergolesi nåede jo en hel del, men han var kun lige fyldt 25, da han viste tegn på alvorlig sygdom, sandsynligvis tuberkulose. Det forhindrede ham ikke i at spille orgel i hofkapellet, samt skrive et par komiske operaer og en bryllupskantate. Men i 1736 trak han sig tilbage til et franciskaner-kloster udenfor Napoli. Hans husholderske, som også var hans tante, blev tilbage i Napoli og overtog hans ejendele. Det var alvor.
Pozzuoli – stinkbyen. Der lugter af vulkan. Besynderlige gasarter siver ud af jorden. Tæt herved holdt oldtidens sibyller folk hen med uforståelige spådomme. De blev skæve af at tygge laurbærblade og sniffe svovl og gas. Måske troede man, det også kunne helbrede en lungesygdom. Men det hjalp ikke. I dag ligger svovlbyen lidt stille hen, selv om den har ikke så lidt at prale af. Her boede den romerske diktator Sulla, her gik Paulus i land, her voksede Sofia Loren op og her døde Pergolesi. Sådan er det.
I den besynderlige svovllugt skrev han sine sidste værker. Et af dem er hans udsættelse af Iacopone da Todis gribende digt om Guds Moder, der står tynget af sorg ved korsets fod. Komponeret for lille strygeorkester (uden bratscher) og to mandlige sangere: En alt og en kastrat. Små arier og duetter i den stil, som var på mode i Syditalien. Inderlig, melodiøs, sangbar, enkel. Og så alligevel dyb, gribende og fortvivlet. Pergolesis ’Stabat Mater’ er i dag sammen med ’La Serva Padrona’ grunden til, at vi husker den mærkelige unge mand fra Napoli. Selv nåede han ikke at opleve sin berømmelse. Han døde i klostret 26 år gammel den 16. marts 1736.
Få år efter kunne man købe hans værker overalt i Europa. Bach arrangerede ’Stabat Mater’, tilføjede en bratschstemme, gav den en tysk protestantisk tekst og en næsten happy ending i dur i stedet for Pergolesis fortvivlede mol. Andre opførte den, som den var. Den blev 1700-tallets mest udgivne partitur, og den følsomme napolitanske stil var med til at flytte det musikalske Europa fra barok til klassik …

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 16)

Tekst: Claus Johansen, illustration: Peter Hermann

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER