Den ny musik bider ikke længere | Essay

Hvad er egentlig status på den ny musik i Danmark? Efter et årti, hvor komponisterne selv har stillet sig op på scenen, vender de nu tilbage til kulissen. Og til rødderne.

Tekst Sune Anderberg

Jeg kan ikke finde dokumentation for det, så måske er det noget, jeg har drømt.

Men da jeg begyndte at opsøge miljøet for ny kompositionsmusik i Danmark i begyndelsen af 2010’erne, mener jeg, at Politiken kørte en reklamekampagne i det københavnske gadebillede.

På ophængte plakater kunne man derfor se udsagn i retning af:

»Læs om moderne kunst i Politiken … så slipper du for selv at gå ud og opleve den«.

Kampagnen var selvfølgelig ironisk, for ingen anden avis kerer sig så meget om kultur – og bruger så mange penge på at dække den – som Politiken gør. Men der var alligevel noget om det, tænkte jeg.

En stor del af nydelsen ved at have opdaget et miljø, hvor unge komponister eksperimenterede vildt og voldsomt med arven fra klassisk musik, var netop at diskutere værker og tendenser på skrift bagefter.

»Den performative drejning har skabt dybe kløfter mellem de komponister, der sværger til den, og de koncertgængere, som er tilpas klassisk skolede til at savne en god, gammeldags klavertrio«

Det var, som om dette miljø i helt særlig grad inviterede til at protestere over det groteske eller fabulere over det sublime. Og ofte var det akkurat de to yderpunkter, de nye værker befandt sig i. Meget var bras, men ofte bras, der ville noget. Og i helt særlige øjeblikke stod man pludselig over for en genistreg. Som man så straks måtte hjem og skændes om på nettet.

Et sådant miljø var ikke for enhver, lærte jeg hurtigt. Der var færre billetkøbere, end der var folk, som nøjedes med at læse om musikken på sikker afstand af koncerterne. Og endnu flere undlod helt at følge med, de kunne med en vis ret hævde, at den skønneste musik nok allerede var skrevet. For over hundrede år siden.

Alligevel findes miljøet endnu, og det fortsætter med at udvikle sig. Ikke mindst i denne tid, hvor de dogmer, der ellers har præget den nyskrevne musik de sidste 15 år – og gjort den utålelig for nogle lyttere – ser ud til at vakle. Er vi på vej ind i en ny tid for den ny musik?