DENGANG MOZART BLEV VOKSEN

Idomeneo’ er Mozarts bro mellem fortiden og fremtiden. Reminiscenser af de billedskabende instrumentale modstemmer i J.S. Bachs passioner høres samtidig med drøn af Verdis fanfarer og storme. Den stærke sammenhængskraft i ’Idomeneo’ giver desuden en forsmag på den retning, operaen som genre senere kom til at tage. Navnlig Mozarts sammenfletning af arier og recitativer i længere sektioner uden afbrydelser er nyskabende. Man bider allerede mærke i det i Elettras første arie, der ikke kun viser hendes fyrige sindelag, men også baner vejen for stormen, der venter lige om hjørnet. Det var ikke en selvfølge i München i 1781.
Det mest bemærkelsesværdige ved ’Idomeneo’ er imidlertid i hvor høj grad Mozart indfrier sine tårnhøje ambitioner. Det er en opera, der overalt viser Mozart fra sin bedste side. Alt, hvad han indtil da havde lært, skulle frem i lyset. Og frem kom det – fra den lyriske opblødning af de stærke følelser i den gamle italienske operastil over Glucks umiddelbarhed, han havde oplevet i Paris til den symfoniske horisont, der undervejs dukker op i hans træblæserstemmer. Musikken er farverig og ganske intens, især fordi der undervejs gavmildt leges med kontraster. Som i den berømte kvartet der sætter ind dér, hvor Idamante skæbnetynget tager afsked med Idomeneo, Ilia og Elettra for at drage af sted og bekæmpe uhyret fra dybet. Her er intensitet i overmål, for sorgen over afskeden griber dem alle. Og Mozart er sjældent hørt mere ubarmhjertig. Ind og ud får de lov til at væve sig af hinandens smerte, der tårner sig op på scenen som fire massive blokke, umulige at overse og glemme. På samme tid kaster Mozart om sig med kontrastfarverne, og så har man en scene, der gør ondt som et knytnæveslag i ansigtet.

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 16)

Tekst: Jens Povlsen, foto: Bruce Zinger/Opera Atelier